Medier, politik, offentlighed

Stig Hjarvard, ”Politik som mediemontage – om mediernes forandring af den politiske kommunikation”

Avisen – fra partipresse til omnibus

Massemedierne var i mange år, især i begyndelsen af 1900-tallet, præget af de politiske partier. Man havde et begreb, der hed 4 bladssystemet. Det betød, at aviserne typisk var tilknyttet et af de fire store partier: De Konservative, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Avisen var som sådan ikke en institution i sig selv, og den fungerede nærmere som en kanal fra partierne til vælgerne – og ikke som et massemedie, som vi kender det i dag. Udviklingen er dog siden mere og mere over til at skifte fra partipresse til omnibuspresse, som vi kender det i dag. Fordelen ved omnibuspressen frem for partipressen var, at man nåede ud til flere mennesker. Ulempen var derimod, at det svækkede det politiske aspekt, da aviserne også begyndte at indføre mere kulturelle og samfundsrelevante emner.

Radioens udbredelse

Radioen fik sit gennembrud i Danmark i mellemkrigstiden. I starten fungerede den som et fælles middel til kommunikation, og den var en vigtig del af udviklingen for omnibus-konceptet. Man taler om radioen, som det første talerør for hele nationen – både på tværs af klasseskel, køn, race, politiske opfattelser og geografiske forskelle. Med radioens gennembrud og direkte udsendelser, blev politikerne tvunget til at argumentere, da de nu for første gang kunne konfronteres med hinanden foran et stort publikum – altså lyttere. Tidligere havde det ikke på samme måde været muligt at stille spørgsmål, da de fleste holdninger kom frem gennem den trykte presse.
Politiske konflikter forsvandt dog ikke som følge af radioens udbredelse, men frem for bare at være en kanal for politikeres budskaber, fungerede radioen som et forum, hvor man kunne præsentere sine holdninger. Radioens og især Statsradiofoniens ambition var, at ”bringe folk op ad dannelsens og kundskabens trappestige”

Brud på Danmarks Radios monopol

I 1988 skete der et brud på Danmarks Radios monopol, og TV2 kom til som en konkurrent på TV-markedet. TV2’s ankomst betød, at der skete en stor ændring i måden, hvorpå medierne blev produceret. Medierne havde hidtil været afsenderstyret ud fra nogle principper om en samfundsmæssig og kulturel forpligtigelse. Tanken var, at man ville vise borgerne det, som man på redaktionen fandt vigtigt. Men med tilkomsten af flere medier, blev det nødvendigt at lave programvirksomheden modtagerstyret. Man begyndte altså at tage udgangspunkt i, hvad det var publikum interesserede sig for. Aviserne tog denne tendens til sig og der blev mere fokus op individet og forbrug, mens politik kom lidt i baggrunden. Denne ændring i massemediernes måde at producere indhold på betød, at publikum ændrede sig fra at være borgere, der fik bestemt oplysninger af medierne, til at være kunder, der selv kunne påvirke udvalget.

Citat fra Politikens chefredaktør – Tøger Seidenfaden: sendt ud til deres kunder i 1998

”Politiken er skrevet for dig, der synes, at livet skal leves hver dag – og som bruger fritiden aktivt og gerne vil have nye oplevelser. Næsten uanset hvad dit hjerte banker for, finder du det i Politiken, landets førende kulturavis. Vi kommer hele spektret rundt. Liv og død, bøger, film, arkitektur, sex, kærlighed, rock, mad, vin, mode, forældre, børn, samliv, underholdning, markedsføring, kunst, teater, rejser… og meget mere. Vi er sikre på, at du vil finde ny inspiration og gode idéer – og masser af kærlighed til livet i din avis”

Medier som politisk- kulturel – og medie institution.

Medierne har gennemgået en forandring fra at være rendyrkede politiske institutioner til at være dels kulturelle institutioner og medie instutioner i sig selv.

Medierne er dog ikke blevet til rene kommercielle virksomheder, på trods af skellet fra borger til kunde og fra modtager til afsender synet. De har klare kultur- og samfundmæssige forpligtelser, som de skal viderebringe til deres publikum. Medierne bliver i den forbindelse til leverandører af service til publikum, hvor deres service har to forskellige aspekter: dels som offentlige tjenesteydelser ( a la undervisning eller biblioteker) – dels som privat ydelse ( a la rådgivning og underholdning).

Det interessante heri er, at det er mediet som selvstændig aktør, der servicere publikum, og at det er selve kontakten mellem medie og publikum, der er en kvalitet i sig selv. Medierne bliver på den måde til selvstændige instutioner, der på afgørende vis regulerer individernes adgang til, og forståelse af, både dem selv og de andre samfundsmæssige institutioner, som de vælger at fremstille og publicere for publikum.

Mediernes rolle som politisk institution, begyndte med avisernes stadfæstelse i de politiske partier. De var dermed et redskab for politikerne til at brede deres budskab ud til befolkningen.

Det var entydigt politikerne, der valgte hvad avisen skulle bringe og man kan derfor sige, at det var politikerne, som havde magten over medierne på daværende tidspunkt.

Mediernes rolle udviklede sig til at være store kultur institutioner i takt med tv-mediets fremkomst og avisernes frigørelse fra de politiske partier. Et godt eksempel herpå er DR's radio og tv virksomhed frem til 1970'erne, som var én stor opdragende institution for befolkningen. Det var regulært OBS tv – oplysning til borgerne om samfundet, hvor DR udvalgte hvad borgerne skulle informeres og oplyses om. Med monopolbruddet og det øgede konkurrenceprægede tv i 1990'erne ændrede dette sig dog radikalt, og idag ser vi medierne som selvstændige institutioner, hvor eksempelvis tv'et har ændret sit fremstillingsformat til den omvendte OBS: Oplysning om borgerne til samfundet. Medierne bliver hermed til folkets røst, så at sige.

Mediernes selvstændighed gør, at de udfylder en ny politisk rolle i samfundet. De bliver til den såkaldte fjerde statsmagt. De er den instans, der på borgernes vegne kritisk overvåger den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Borgerne uddelegere magten til store kollektive institutioner og det er så mediernes rolle at sikre en demokratisk og offentlig kontrol med de kollektive magtorganer.

Medierne bliver forhandlere af det offentlige samtykke til politiske beslutninger. Det vil sige, at for at kunne handle politisk i dagens demokrati, må der nødvendigvis skabes opbakning til ens forslag, handlen eller holdning.

I et repræsentativt demokrati bliver man ifølge grundloven valgt ind i folketinget, og så snart man er valgt får man delegeret en autoritet og ret til at handle fuldstændig frit som man vil efter egen overbevisning. I princippet behøves politikerne ikke retfærdiggøre deres handlinger, før der igen er valg. For de er jo blevet valgt ind. Men sådan fungerer det bare ikke i et mediebaseret demokrati som vi har det i dag. For at kunne føre sin politik igennem i Danmark, bliver man nød til også at have det offentliges samtykke – og det får man gennem medierne.

Et eksempel på et emne, som har stor politisk relevans, men som der ikke er offentligt samtykke til, er den såkaldte ældrebombe. Snart i årtier har fremtrædende økonomer talt om nødvendigheden ved at hæve pensionsalderen på grund af de demografiske udfordringer Danmark står overfor i fremtiden. De meget store, ældre årgange vil skabe en enorm ulighed i forhold til de meget små unge årgange. Men ingen regeringer har gennem de sidste 20-15 år turdet røre dette politisk med en ildtang. Politikerne ved godt hvad velfærdssystemet betyder for danskerne, og de er sig udmærket bevidste om, at det er vil medføre et ramaskrig i befolkningen, hvis man ændrer radikalt på den danske pensionsordning. Det vil give dårlig presse gennem medierne, som vil resultere i en negativ offentlig samtykke og dermed umulig at gennemføre. På trods af nødvendigheden. Velfærdskommisionen fremlagde i 2006 en rapport der stærkt rådede til at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen betydeligt. Anders Fogh Rasmussens offentlige kommentar i medierne til det var ”at kommissionen måtte være politisk tonedøv.”

Resultatet blev at man indgik et forlig, hvor pensionsalderen blev hævet fra 65 til 67 engang i 2027. Langt nok fremme i tiden til, at det virker ubetydeligt for os unge lige nu til at vi kan forholde os til det og protestere. Samtidig bevirkede det at alle personer, som var mindst 48 år da forliget blev indgået, ikke blev ramt. Kernevælgerne for regeringen havde derfor heller ingen grund til at beklage sig. På den måde lykkedes det politikerne at ændre ved pensionsordningen, dog i et utroligt lille perspektiv, samtidig med at de fik det offentliges samtykke. Man kan så spørge sig selv, hvem der egentlig spænder ben for hvem her? Politikerne, der ikke kan røre ved en pensionsordning, der kræver reformation? Medierne, der søger den sensationelle historie og spænder ben for en forandring? Eller borgerne, der ikke giver offentligt sammentykke, til en plan, der egentlig er til gavn for dem selv og samfundet på længere sigt?

”En succesrig politiker”

Offentligt samtykke til politiske beslutninger

Vi har i DK et repræsentativt demokrati, dvs. vi vælger politikere, som repræsenterer netop vores mening. Ifølge grundloven kan disse repræsentanter frit tage beslutninger på borgerens vegne. De skal således først retfærdiggøre deres valg til næste folketingsvalg. Med det mediebaseret demokrati vi har i dag, kræves der dog fortløbende offentligt samtykke. Politikerne kan således ikke agere som de vil, men skal have et offentligt samtykke, som de ofte får gennem medierne og derigennem får vælgernes godkendelse af beslutningerne. Der ses altså en fremherskende ”offentlig mening”, som får betydning for beslutningsprocessen. Det er ikke længere tilstrækkeligt med ideologisk udgangspunkt, således at politikerne ikke kan nøjes med at argumentere for sine valg på baggrund af fx traditionel ”konservativ politik” men derimod tage deres valg på baggrund af saglig argumentation – vær gang!

Konsekvens af ”Offentligt samtykke”

Politikerne har mindre indflydelse på mediernes dagorden, da medierne ikke længere fungerer som kanal for politikerne. Derfor indrettes de politiske handlinger, så de bliver interessante for medierne. Målet bliver derfor at ”skabe nyheder” eller blot at ”komme i nyhederne”. Eksempel på dette kunne være Pia Kjærsgaard, som har en evne til både at skabe nyheder og komme i nyhederne.

I sidste uge kom hun med et forslag om, at alle paraboler skulle forbydes, så det ikke var muligt at se fx arabisk TV. Dette var formentlig ikke et reel politisk forslag (minus opbakning), men en måde at komme i medierne på – hvilket også lykkedes hende.

Succesfuld politiker?

Det ændrede mediebillede har resulteret i ændring i de roller, som politikerne optræder i. Fra et udgangspunkt i Erving Goffman udvider J. Meyrowitz hans teori således at der nu er: Middle region (samt forward frontstage og deep backstage). Det er på den nye middle region, at politikerne i højere grad skal kunne begå sig. Radio og tv afslører noget om den pågældende aktørs personlige egenskaber, som fx mimik, gestik, påklædning, nervøsitet osv.

Tidligere var en dygtig taler = dygtig politiker. Her var det altså tilstrækkeligt at være en dygtig taler (envejs). I dag handler det i højere grad om at mestre samtalen (sociale interaktion i mediet) = dygtig politiker. I dag er det altså i højere grad nødvendigt at kunne indgå i den sociale interaktion, fx journalist og politiker imellem.

Debat: Er det også tilfældet med Barack Obama?

I dag skal politikere fremvise deres personlige kvaliteter ved fx at deltagelse i talkshows, madprogrammer ”Til maddag hos” osv. og derigennem virke mere menneskelige og socialt imødekommende. Dette betyder ikke, at der skal være et fravær af politisk indhold men med et personligt præg.

Grænser for kontrol (John B. Thompson, 2001)

Øget synlighed for politikerne i medierne har skabt nye farer og dermed en ny form for skrøbelighed blandt politikerne. De forsøger at kontrollere synligheden, men får aldrig den fulde magt over den.

Thompson skelner mellem 4 former for hændelser/farer:

1) Bommerter og udbrud

Bommert er når en politiker ikke har kontrol over situationen (følelser, handlinger, ytringer). Bommerter har altid forekommet, men de nye medier giver mulighed for gentagelse, som fx youtube.

Udbrud er når en politiker ikke har kontrol over sig selv ved fx at beskylde journalister i et udbrud.

Politikerne vil som oftest forsøge at begrænse skadevirkningerne, og toppolitikere har professionelle ansat til bl.a. at begrænse skaderne.

2) Fejlslagen medieoptræden

Fejlbedømmelse af hvordan vedkommendes optræden vil blive modtaget. En optræden kan have en ønsket effekt, få den modsatte og dermed give bagslag for ophavsmanden. Se eksempel med Saddam Hussein der forsøger at berolige Vesten (p. 158).

3) Lækagen  (en lækker kage J )

En insider ”lægger” information eller fortroligt stof til fx pressen. Her er tale om, at privatstof bliver til offentligt stof. Dette kan være et problem, hvis personen bliver identificeret som kilde til lækagen.

Eksempel: En militær hemmelighed slipper ud til offentligheden.

4) Skandalen

I den medierede synlige tidsalder er det en yppig del af politik og dermed en erhvervsrisiko for politikerne. Den opstår, når aktiviteter som er blevet holdt skjult, pludselig bliver afsløret eller synliggjort og en række normer/forventninger dermed bliver overtrådt.

Eksempelvis underslæb, bestikkelse, utroskab hos toppolitikere osv.

Journalistens dobbeltrolle:

Medierne har fået øget indflydelse hvilket som nævnt har betydning for den politiske kommunikation. i samfundet.

For at handle demokratisk skal der skabes opbakning til handlinger og holdningerne bag. I et repræsentativt demokrati er det de valgte repræsentanter, som har autoritet til at handle efter egen overbevisning.

I et mediebaseret demokrati er det noget helt andet. For at handle politisk  skal der skabes offentligt samtykke til beslutninger, altså har denne offentlige mening en vigtig indflydelse på beslutningsprocessen.

Cook påpeger i teksten, at de politiske aktører må gå gennem pressen for at opnå indflydelse på den offentlige mening  Men politikernes kontrol og indflydelse på mediernes dagsorden bliver mindre og mindre. Derfor skal deres handlinger gøres mere interessante  at dække, i og med de skal ”skabe nyheder”.

Også nyhedsmedierne handler politisk. Journalisterne handler selvstændigt som formidlere. Man kan sige at journalisterne forhandler politisk samtykke (eller mangel på samme) på 2 måder :

1)   journalisten formidler politiske budskaber mellem de forskellige politiske aktører ; der enten direkte eller gennem at læse/se nyheder må reagere på politikeres udsagn.

2)   Journalister formidler budskaber mellem aktørerne og borgerne, dog formidler de ikke kun, de laver en repræsentation af argumenter og vurderinger, som derved kan blive til ”den offentlige mening” og derved skabe samtykke for politiske beslutninger.

Journalisten spiller altså en dobbeltrolle som formidler ; idet denne overfor de politiske partier skal repræsentere en almen interesse på vegne af befolkningen, men også foretage en repræsentation af modsatrettede synspunkter, altså konfrontere dem med oppositionens argumenter .

Journalisten er i centrum (se figur) og skal formidle resultatet af mødet mellem aktørerne; journalisten anses også som en forhandler i og med de politiske synspunkter, der kommer i avisen, kan ses som et forhandlingsresultat af journalistens formidlingsrolle.

   Den offentliges mening og dermed det evt. samtykke til pol. beslutninger skabes gennem forhandlingen på de to kommunikationsakser hvor journalisten er formidler mellem de forskellige parter. Det tager altså ikke kun udgangspunkt i journalistens syn, men afspejler sig i den tematisering, og vinkling som bliver sat.

   Medierne bestemmer ikke kun hvilke former den politiske kommunikation bør have, men har også opnået større kontrol over hvem der kommer til orde og hvor meget. Dermed reguleres de politiske udsagn og formes og skabes af medierne. Medierne citerer politiske udsagn, men samtalen skabes gennem mediernes egen montage til en ny helhed.

   I 1990’ernes journalistik var der større selvstændig journalistik samt vinkling (efter DR’s monopol i 60 og 70’erne). Nu foregår det på nyhedsmediets præmisser. Dette betyder dog ikke at det bliver mere kritisk, men at det bliver mere selvstændigt

   1990’erne opprioriterede journalister andre kilder end politikere i nyhedsmedier; almindelige mennesker. De skulle illustrere konsekvenser af det politiske system og deres beslutninger og derved gør det mere nærværende og konkret for seerne. Dette udsætter politikerrollen for konkurrence, og de må derfor gøre noget ekstra for at komme i nyhederne.

TV-journalisternes måde at anvende kilder: har ændret sig mht. følgende punkter:

-       tiden folk får lov at optræde i er mindsket

-       forøgelse af antallet af kilder – disse udsættes for en øget redigering

-       klipperytmen er forøget og den journalistiske redigering er forøget

Dette betyder alt i alt at det der bringes bliver et produkt sammensat af journalisten. I dag er journalistens rolle mindre at være formidler af kilders udsagn og mere at være selvstændig redaktør af nyhedsindslaget.

Diskussion:

Hjarvard påpeger, at medierne er en selvstændig institution, som spiller en selvstændig rolle for dannelsen af den offentlige mening om politiske forhold, hvilket er til gavn for demokratiet. Vi skal hilse den selvstændige journalistik velkommen og være glade for, at medierne ikke kun er talerør for politikerne.  Dog er det centralt at diskutere den øgede magt af medierne, og om denne lever op til at formidle den politiske meningsdannelse i samfundet. Hvem skal sørge for, at medierne overholder det ansvar de nu har forsvarligt?

Hjarvard mener dog, at det vil dog være et problem med en regulering, idet de skal udfylde deres demokratiske funktion og sikres ytringsfrihed. En måde at sikre en positiv udvikling er, at medierne selv udvikler et kodeks og har en åbenhed overfor befolkningen .

Derfor kunne man fx etablere et ”mediedemokratisk forbrugerråd” ? I hvert fald påpeger Hjarvard, at der er brug for en debat om den politiske magt, som medierne i dag har. 

- Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?

- Fører udviklingen af det mediepolitiske system til en personliggørelse af politikken, der kan undergrave demokratiet.

- Er det godt for demokratiet at der er størst mulig åbenhed i det politiske, økonomiske og administrative system? Er der en grænse?

- Hvem skal sørge for at medierne overholder det ansvar de nu har forsvarligt?

Vi har aldrig været moderne

Ved Bruno Latour

Den moderne kritiks magt

· De første naturlove tillod de første oplysningstænkere at nedbryde de menneskelige fordommes dårligt funderede prætentioner

· Man måtte adskille naturlige mekanismer fra menneskelige lidenskaber – alle de game tanker blev fejet af bordet.

· Den moderne forfatning skaber en ”fortid”, som der er absolut forskellig fra nutiden. De tidligere tanker var nu tåbelige.

· Naturvidenskaben: Hver gang en ny videnskab dukker op erfares den som revolution

· Hvis man er moderne, så håber man på denne revolution. ”Kun den er moderne som har håbet på morgengryet og blevet bevæget af dets løfter.”

· Skelet mellem materiel kausalitet (forholdet mellem årsag og virkning) og obskurantisme (Fjendtlighed over for oplysning og fremskridt) er stadigvæk den vigtigste kilde til den moderne harme/vrede. (indignation)

· Har du aldrig været optaget af skellet mellem det rationelle og irrationelle, mellem falsk og ægte viden, så har du aldrig været moderne.

· Selvom vi ikke kan stille noget op imod naturen, kan den dog gøres menneskelig. Naturen kan mobiliseres i sociale relationer, samtidig med at den forbliver fjern for os mennesker.

De modernes uovervindelighed

· Forfatningen har gjort de moderne overmenneskelige

· Hvis man kritiserer dem for at påstå, at naturen er en verden konstrueret af mennesker, vil de sige, at vi ikke kan stille noget op mod naturlovene, men at videnskaben blot er en måde hvorpå, de forsøger at nærme sig den/forstå den.

· Hvis man siger til dem, at vi ikke kan stille noget op i mod samfundets love, og at disse overskrider os, så vil de blot sige, at vi jo er frie – og at vores skæbne er i vores egne hænder.

· Ved at adskille politik og videnskab – og afstive fornuften med magten og magten med fornuften, vil de altid have ret. ß deres ”kritik”

· ”Kritikken vil le af fuld hals ad dem.” netop fordi, at de altid kan argumentere begge veje. De er ”uovervindelige.”

· De moderne sidder på alle magtkilder, på alle kritikmulighederne, men de forskyder dem fra instans til instans (Hvad der er belejligt for at kunne argumentere for sagen) så der er aldrig muligt at kunne påvise deres argumenter som fejlagtige.

Hvad forfatningen gør klart, og hvad den fordunkler

· Aldrig har en forfatning tilladt så store manøvremuligheder

· Hvis man forsøger at afdække de moderens metoder, afsløre deres tvetungede tale, vil man selv komme til at fremstå som værende moderne – man foretager selv et renselsesarbejde/bliver en kritiker.

· Bruno siger ikke, at de moderne ikke ved, hvad de gør – de nyopfinder i stor stil – men det, de gør, er kun muligt, fordi de fastholder den totale dikotomi mellem naturen og samfundets ordner. (intet kan tilhøre begge dele samtidigt)

· Moderniteten er ikke en illusion. – se Thomas’ tekst

· Forfatningen har givet de moderne modet til at mobilisere tingene og menneskerne i en skala, som de ikke havde vovet uden forfatningen.

· Skalaen består i: Vi kan ikke stille noget op i mod naturen – så længe den er mobiliserbar. Et frit samfund – så længe vi ikke kan stille noget op i mod lovene.

· Hybridisering: Tager argumenter fra naturlovene samt samfundslovene.

· De moderne tænker ikke over konsekvenserne af deres opfindelser for den sociale orden, hvorimod er de præmoderne er besat af tanken om forbindelse mellem natur og kultur.

· Tænker du for meget over hybriderne, så afgrænser du dem, men ignorere du dem ved at adskille hybriderne fra deres konsekvenser udvikles de.

· Hvad de præmoderne altid har nægtet sig, kan de moderne tillade sig, fordi den sociale orden aldrig svarer til den naturlige orden.

Demaskeringens endeligt

· Forfatningen regulere alle diskussioner og tjener som grundlag for den kritiske ånd, men samtidig giver den grobund for diskussion.

· Tager du harmen/vreden fra en moderne, så berøver du ham selvrespekten.

· Demaskere: afdække de sande beregninger under de falske bevidstheder

· De falske bevidstheder: Den måde, hvorpå man anskuede verden før.

· Man forsøger ikke længere af demaskere – at finde frem til det ”rigtige”/afsløre – nu finder man bare en ting at være harm over for, og så argumentere for det med den størst mulige lidenskab.

· I stedet for at udøver kritisk sociologi, begynder forfatterne lig så stille på kritikkens sociologi.

Vi har aldrig været moderne

· Postmodernismen er et symptom - ikke en løsning. Postmodernisme bruges ofte som en løsning på noget, der kan virke uklart.

· Vi forsøger ikke længere at blive endnu mere snedige, endnu mere kritiske – vi er ikke længere moderne, vi har aldrig været det. Moderniteten er aldrig begyndt.

· De postmoderne hævder at komme efter en epoke, som end ikke er begyndt.

· Den moderne verden er i princippet en verden, som bryder med fortiden, men har den egentlig brudt med fortiden? Er moderniteten bare en illusion, eftersom Bruno mener, at vi aldrig har sluppet det antropologiske matrix. (læren om mennesket)

Consumer Culture & Postmodernisme

Af Mike Featherstone

Begrebet postmodernisme:

Mike Featherstone starter i sin tekst ud med at argumenterer for, at postmodernisme er et ord, der i dag skal bruges med stor forsigtighed. Han mener et af problemerne med postmodernisme er at, det er ”in”/smart/fashionable og alligevel irriterende svært at definerer.

The Modernday dictionary of Received Ideas skriver om ordet postmodernisme: ”This word has no meaning”.

The Independent, 24. december 1987 skriver: ”Use it as often as possible”.

Og et årti tidligere annoncerede en avis: ”Postmodernism is dead”.

De ansvarlige:

Kritikere mener at de betalte teoretikere føler sig forpligtede til at opdage/opfinde teoretiske bevægelser, fordi deres jobs afhænger af det. Jo flere teoretiske bevægelser de opdager jo mere succesfulde har de været (Pawley, 1986).

Featherstone mener;

· Selvom mange kritikere bruger ordet negativet, har begrebet postmodernisme fanget et større middelklasse publikum, hvilket kun meget få akademiske termer tidligere har gjort.

· Begrebet formår også at beskrive nogle af de kulturelle ændringer vi på nuværende tidspunkt gennemgår.

Postmodernistiske fænomener:

Featherstone starter med en hurtig opremsning af de kunstneriske, intellektuelle og akademiske felter, hvor man har brugt begrebet postmodernisme, han nævner: Musik, Kunst, fiktion, film, drama, fotografering, arkitektur, litteratur teori, filosofi, antropologi, sociologi og geografi.

Begrebet Postmodernisme er blevet et diffust begreb for publikummer i forskellige nationer og i internationale sammenhænge. Han mener der skal være mere opmærksomhed på udviklingen hos ens ”Naboer”.

Familiære temaer:

Modernity Postmodernity

Modernité Postmodernité

Modernization Postmodernization

Modernisme Postmodernisme

Modernity:

Moderniey/ modernitet er når noget står i kontrast til det traditionelle og indikerer en progressiv økonomisk og administrativ rationalisering og differentiering af den sociale verden (Weber, Tönnies, Simmel).

Postmodernity:

For at snakke om begrebet postmodernitet/postmodernity, antager man at der har været et afbræk fra moderniteten. Dette afbræk skal involvere en ny social totalitet, med sine egne afgrænsede organiserings principper. Dette afbræk og disse ændringer har Baudrillard og Lyotard b.la. beskrevet (side 3 nederst). De antager begge, at der sker en bevægelse mod en post-industriel tidsalder.

Modernité:

Modernité (Fransk). Inden for dette begreb ses modernitet som;

Det moderne livs evne til, succesfuldt at give mening til den manglende afgrænsning af tid og rum. Opgøret med traditioner. Følelsen af respekt og følsomhed over for det flygtige.

Postmoderité:

Dette beskriver Featherstone via et eksempel. Jameson Hotel eksempel: Når et rum tvinger den opserverende til at udvide sit sanseindtryk og kropslige oplevelse. Trods Jamesons fine beskrivelse, mener Featherstone ikke dette giver et indblik i hvordan individer fra forskellige baggrunde oplever hotellet og hvordan de inkluderer det i deres hverdag.

· Featherstone mener man skal undersøge de kulturelle anvendelser og balancer der foregår i produktionen, klassifikationen, cirkulationen og forbruget af postmoderne kulturelle produkter.

Modernization:

Dette begreb bruges også ofte i forbindelse med industrialisering, videnskab, teknologi, det kapitalistiske verdensmarked, urbanisering og andre infrastrukturelle elementer.

Postmodernization:

Featherstone understreger han vil beskrive postmodernization ud fra den ovenstående beskrivelse af modernization, der henviser til en ny social rang og et epokeskifte.

Baudrillard beskriver begrebet postmodenization uden direkte at nævne det. Men han beskriver hvordan det gør at sociale relationer bliver diffuse og hvordan vi ikke længere kan snakke om klasser. Han kalder det ”The end of the social”.

Modernisme vs. postmodernisme

De fleste teoretikere, tøver med at se postmodernisme som begyndelsen til en ny fase i samfundet, da de ser det som en del af kapitalismen.

De grundlæggende karakteristika for modernisme er æstetisk selvbevidsthed og refleksion, afvisning af narrativ struktur til fordel for samtidighed og montage, udforskning af virkelighedens paradoksale, tvetydige og usikre natur og forkastelse af idéen om en integreret personlighed til fordel for vægtning af det ustrukturerede, mekaniserede subjekt.

Begrebet postmodernisme blev brugt første gang i 30’erne af Frederico de Onis til at indikere en mindre reaktion på modernismen. I 60’erne bliver begrebet populært i New York, hvor det benyttes af unge kunstnere, forfattere og kritikere. De definerer begrebet som en bevægelse, der kommer ud over den udmattede høje modernisme. Op gennem 70’erne og 80’erne får begrebet bredere anvendelse inden for arkitektur, film, teater, musik og teoretiske samfundsdiskussioner.

De grundlæggende karakteristika for postmodernisme inden for kunstformerne er: Udslettelse af grænsen mellem kunst og hverdagsliv, kollaps af hierarkiske skelnen mellem høj- og massekultur, en stilistisk promiskuitet, der begunstiger eklekticisme (intuition), sammenblandingen af parodier, ironi, leg og fejrer kulturens overfladiskhed, afvisningen af den kunstneriske producents originalitet/geni, og antagelsen at kunst kun kan være gentagelse.

Den negative indstilling til postmodernisme

Teoretikerne Daniel Bell og Jameson har begge en negativ indstilling til begrebet postmodernisme. Førstnævnte benytter religion til at argumentere for bevægelsens negative indflydelse på samfundet, hvorimod Jameson benytter den marxistiske utpopi.

Den positive indstilling til postmodernisme

Postmodernisme er en metode til kritisk analyse, som åbner op for ironi, intertekstualitet og paradokser. Den postmoderne sociologi fokuserer på den måde, teorier er opbygget på og deres skjulte antagelser.

Problemet er, man kan i forsøget på at producere en sociologisk forståelse for postmodernisme som metode til kritisk analyse, ikke kan undgå totaliseringer, systematiseringer og legitimeringer – man må i stedet undersøge specifikke sociale og kulturelle processer og produktionen af ressourcer til viden.

De tre aspekter af postmodernismens kultur

1) Kunstverdenen og de akademiske og intellektuelle felter:

· Fokus på økonomien af symbolske varer.

· Kunstnere, akademikere og intellektuelle betragtes som specialister i symbolsk produktion.

· Begrebet postmodernisme kan manipuleres af de tre felter som del af magtkampen mellem dem.

2) Ændringer i den bredere kulturelle sfære.

· At anskue postmodernisme på en andet kulturelt niveau kaldet den kulturelle sfære.

· Selve produktionen, forbruget og cirkulationen af symbolske varer.

3) Ændringer i forskellige gruppers hverdagsrutiner og oplevelser.

· Reaktioner på de to ovenstående processer.

· Grupper bruger nye betydningsregimer for at skabe nye midler til oplysning.

The Theory of Reflexive Modernization

Af Ulrik Beck, Wolfgang Bonss & Christoph Lau

Introduktion

Artikel er skrevet af 3 sociologer og udgør en ud af femten forskningsprojekter, der er på dagsordenen ved Reflexive Modernization Research Centre i München, Tyskland. De femten forskningsprojekter skal tilsammen kaste lys over 3 hovedområder:

1) Om den øgede akkumulation af viden i de moderne samfund skaber mere sikkerhed og en følelse af kontrol, eller om den skaber mere usikkerhed og tvivl.

2) En undersøgelse af hvorledes det enkelte individs øgede valgmuligheder påvirker dets livsbiografi og sociale position.

3) Hvordan forandringer i institutionelle og organisatoriske principper påvirker centrale institutioner i den 1. modernitet.

Reflexiv modernitet, som også kaldes den 2. modernitet, udspringer af det moderne samfund som kaldes den 1. modernitet. Når 1. modernitet når et bestemt stadie, vil den radikalisere sig selv og den 2. modernitet vil opstå. Den 2. modernitet repræsenterer en radikal ny (paradigme skift) måde at se på samfundet. Reflexiv modernitet og postmodernitet har mange fællestræk, men der er en klar forskel på dem. Postmoderniteten repræsentere et forfald af socialvidenskaberne, der ikke længere kan søge at forstå den uendeligt komplekse verden vi lever i. Den Reflexive modernitet erkender, at det ikke er længere er muligt for socialvidenskaberne at have det forkromede overblik over samfundet, men at det alligevel er muligt at forstå de nye tendenser og strukturer der udspringer af den nye realitet. Reflexiv modernitet søger altså at forstærke socialvidenskaben.

Hvad kendetegner 1. modernitet?

1) Samfund af 1. modernitet er nationalstater med veldefinerede geografiske grænser. Nationalstaten indeholder en række institutioner som fungerer som en integreret del af denne.

2) Samfund af 1. modernitet bryster sig af individualisering, som betyder at det enkelte individ er blevet tillagt en øget samfundsmæssig betydning. Men denne individualisering er kraftigt ”bundet” af sociale institutioner, så som de ulige vilkår for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. I praksis er individet på mange måder stillet som i de præmoderne samfund hvor status bestemmes ved fødslen.

3) Samfund af 1. modernitet er arbejdssamfund, hvor den enkelte borger har ret til et arbejde. Målet er fuld beskæftigelse bland borgerne.

4) Samfund af 1. modernitet ser på naturen som en uendelig ressource der skal udnyttes til at skabe vækst.

5) Samfund af 1. modernitet vægter den videnskabelige rationalitet meget højt. Videnskaben skal afmystificere verden og til sidst fuldstændigt kontrollere den.

6) Samfund af 1. modernitet er kendetegnet ved en differentieringsmekanisme, der søger at udspalte specialiserede undersystemer inden for alle områder. Dette skaber øget kompleksitet.

Sammenfatning:

Samfund af 1. modernitet består af en nationalstat og en række institutioner der er afhængige af hinanden. Der er en velfærdsstat, et politisk system forankret i sociale klasser, og en stabil kernefamilie med manden som forsørger. Disse institutioner bliver støttet af, og støtter et net af økonomisk sikkerhed som garanterer livslang beskæftigelse. Dette system gøres spiseligt og troværdigt for borgerne gennem en tankegang, der adskiller samfund/natur, etableret vide/tro, medlemmer af samfundet/ikke medlem af samfundet.

Hvorfor ændres den 1. modernitet?

Overgangen til den 2. modernitet sker på baggrund af en række uønskede bivirkninger ved den 1. modernitet. Disse bivirkninger udspringer fra nogle af grundidéerne i 1. modernitet, og består af den grænseoverskridende karakter af den globale markedsøkonomi, styrkelse af det internationale juridiske apparat, og den teknologiske revolution. Disse utilsigtede effekter munder ud i, at det 1. moderne samfund til sidst tvivler på dets egne grundlæggende værdier. 2. modernitet begynder således som et modargument mod 1. modernitet. Ændringerne fra 1. til 2. modernitet repræsenterer et paradigmeskift i socialvidenskaberne. Overgange til 2. modernitet er vanskelig, idet den er opstået ved at stille sig kritisk overfor den 1. modernitet, og endnu ikke har fundet sit eget ståsted. Det er ved dette brud at postmodernisterne vil stoppe op, og mene at der nu kun hersker kaos. Fortalerne for den reflexive modernitet mener, at det er nødvendigt at prøve at genopbygge den sociale videnskab fra bunde, så det bliver muligt at forstå nogle af de processer der dominere den 2. modernitet. Refelxiv modernitet skal forståes som: ”not an increase of mastery and conciousness, but a heightened awareness that mastery is impossible”. Fortalerne for den reflexive modernitet anerkender den nye kompleksitet, men mener ikke, at man skal opgive socialvidenskaben. Man må blot konstatere at det forkromede overblik ikke længere er muligt.

Nogle dynamikker i den 2. modernitet?

Det er ikke muligt at opstille en række prænisser for den 2. modernitet, idet de endnu ikke er kendte. Den 2. modernitet skal først finde sine egne ben at stå på. Det er derimod muligt at redegøre for en række dynamikker eller strømninger.

1) Globalisering gør nationalstaten overflødig.

2) Den fortsatte individualisering skaber endnu ukendte sociale former.

3) En vigtig effekt af denne individualisering er ændringen af kønsroller, der nu ikke længere hviler på et urokkelig grundlag, men skal etableres performativt af det enkelte individ. Dette ændrer den indre dynamik i familier, og skaber ”The Normal Chaos of Love”.

4) Den stærke tilknytning til arbejdsmarkedet er ikke længere så vigtig, idet status, forbrug og social forsikring ikke længer af afhængig af en høj indtægt.

5) På baggrund af den truende økologiske krise, er det ikke længere muligt at se naturen som en uudtømmelig ressource.

6) I den 2. modernitet tror man ikke længere på at videnskabelig rationalitet er den eneste sande form for erkendelse. Man begynder at interessere sig mere for videnskabsteori for derigennem, at nå frem til nye former for erkendelse.