Enzensberger, Hans Magnus: Byggesæt til en medieteori (1970)
Enzensberger ønsker med sin tekst at støbe et fundament for en politisk og socialistisk medieteori, der påpeger mediernes uudnyttede demokratiske potentiale. De nye medier er ikke i deres natur bestemt til at være et monologisk apparatur, hvis produktivkræfter er forbeholdt magthaverne, men er det via en politisk og ideologisk beslutning. Denne form for mediebrug kalder Enzensberger for repressiv mediebrug, som i sin virke forsømmer udnyttelsen af mediernes kommunikerende funktion og dermed afpolitiserer samfundet. I dette tilfælde beskrives medierne som indholdstomme, idet de udelukkende bruges til at fastholde eksisterende magtstrukturer, ved at afholde masserne fra produktionsmidlerne. Som modpol til den repressive mediebrug indfører Enzensberger den emancipatoriske mediebrug som via sin dialogiske og kollektive dimension har en mobiliserende kraft, der er til fordel for demokratiet. Denne lægger produktivkræfterne i hænderne på masserne og gør dem i stand til at mobilisere og organisere folk fra et decentralt punkt. Herved gøres mennesket til et aktivt og deltagende individ, der frigøres fra fastfrosne strukturer.
Enzensberger påpeger desuden mediernes manipulerende natur, hvilket han ikke nødvendigvis ser som negativt. Problemet opstår når manipulationen styres centralt af en elite, hvorfor han opfordrer til en demokratisering af medierne og manipulationen.
Paul A. Taylor: From hackers to hacktivists: speed bumps on the global superhighway? (2005)
I sin artikel indleder Taylor med at anlægge et historisk perspektiv på begrebet ”hacker”. Han inddrager Steven Levy’s karakteristik af hvordan hacker-begrebet og generationen har udviklet sig fra 1950’erne til i dag. Taylor peger hermed på den nyeste tendens/generation indenfor hackingfeltet – de såkaldte ”hacktivists”. En ny social bevægelse som gør op med den mere stereotype opfattelse af en “hacker”, som en fed, hjemmeboende computernørd. “Hacktivists” er en kombination af personer med en interesse/kærlighed til teknologi (herunder hacking-teknikker), men samtidig også med en eksplicit politisk dagsorden. Grundantagelsen er, at teknovidenskaben og medierne er politikkens/magtens nye centrale felt, og hvis det er muligt at gennemtrænge/hacke sig ind på dette felt, kan man få mod/med-indflydelse. ”Hacktivism” er en mod-taktik, hvormed hackeren forsøger at gennemtrænge de komplekse og teknologitunge mediesystemer, således at man kan plante en moddiskurs på ”indersiden” af systemstrukturerne.
Taylor anlægger afslutningsvist et Orwellsk optik til at illustrere, hvorledes det bliver borgerens mulighed for at øve modstand overfor det komplekse og allestedsnærværende mediesystem (Big Brother). Det handler om at gøre sig aktiv og kritisk deltagende, fremfor en passiv og altædende mediekonsumment.
Marc Dery – ”Culture jamming: Hacking, Slashing and Sniping in the Empire of Signs!
I. The Empire of signs:
Dery taler om, hvordan det er postmoderne almindeligt at vores liv er et tæt og uløseligt bundet op i tv-oplevelser. Han laver en historisk rids vedrørende tidligere amerikanske præsidenter om, hvordan virkningerne af tv har reduceret diskursen til foto- og lydmuligheder. På den måde reducerer man den 4. Statsmagt ved at hævde hegemonien i billeder og lyd over sprog.
”[W]e became Hollywood producers” (Michael Deaver)
II. Culture jamming
Umberto Eco – opfinder ”semiologisk guerillakrig”, hvor modtageren af budskabet synes at have en rest frihed: friheden til at læse det på en anden måde. Han foreslår derfor en indsats for at opfordre publikum til at kontrollere meddelelsen og dens mange muligheder for fortolkning,
"[O]ne medium can be employed to communicate a series of opinions on another medium...The universe of Technological Communication would then be patrolled by groups of communications guerrillas, who would restore a critical dimension to passive reception." (Eco. 1986. Towards a Semiological guerilla warfare)
Udtrykket "kulturel jamming" blev første gang brugt af collage bandet ”Negativland” http://www.negativland.com til at beskrive, hvordan man lavede billboard ændringer og andre former for mediesabotage. På Jamcon '84, omtaler en bandmedlem det, "Som bevidsthed om, hvordan medierne miljø, vi indtager påvirker og styrer vores indre liv vokser…”
Ligesom Eco’s ”kommunikations guerillaer”, handler det om at indføre, at jammere støj i det oprindelige medie, som skaber et væld af opmuntrende idiosynkratiske og utilsigtede fortolkninger.
· Fotomontager af John Heartfield, ”situationistisk detournement”
- http://parsons.danamcclure.com/presentations/photomontage/images/011%20John%20Heartfield%201932.jpg
· Underjordisk journalistik 60'erne, som Paul Krassner, Jerry Rubin, og Abbie Hoffman
· Hakim Bey - "poetisk terrorisme” http://hermetic.com/bey/
· Cut-up - collage teknik foreslået af William Burroughs i" Electronic Revolution - http://realitystudio.org/images/covers/electronic_revolution/electronic_revolution.uk.blackmoor.1971.jpg
· Fredløs computer hacking med hensigt, at afsløre institutionelle eller coorporate forseelser "slashing" eller tekstuelt krybskytteri. Der findes også ”academy hacking” – hvor kulturstudier hackes uden om universitetets mure, af oprørske intellektuelle.
Der findes nogle typiske forskellige jammere. (1) Sniping og Subvertising. "Subvertising," Undergravende reklame - Ved at forandre kendte logo, udtryk og symboler, kan man få helt andre meninger frem end oprindelig tænk, hvor man formidling anti-annoncer.(2) Media Hoaxing. Kunstfærdigt iscenesatte bedrag, hvor ”The Yes Men” har været toneangivende. En måde er at få en person fra en out-of-state avis til at køre en historie om noget ubeset, hvor denne person verificere den, og på den måde kommer historien tilbage som en troværdig historie. http://theyesmen.org/. (3) Audio Agitprop. (4) Billboard Banditry
III. Guerrilla Semiotik
”Systemer af Betydning" analytiske teknikker ikke ulig dem, ansat af lærde at tyde de tegn og symboler (Barthes). Man anvender en ad hoc-tilgang til kulturanalyse og har meget til fælles med semiologiens forsøg på at "læse mellem linjerne", hvor kultur betragtes som en tekst.Gruppemedlemmer: Joséphine, Simon, Morten, Nicolai og Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar