”Kulturbegrebets kulturhistorie”

”Kulturbegrebets kulturhistorie”

Af Hans Hauge og Henrik Horstbøll

Begrebshistorien

Ordet kultur kommer af det latinske cultura og har over tid udviklet sig fra et simpelt landbrugsorienteret begreb til det mere komplekse kulturbegreb vi kender i dag. Ordet har gennem de seneste århundreder gennemgået en begrebsmæssig forandring fra St. Augustin med gud i centrum, til Bacons mere selvstændige åndspleje (uddannelse og selvudvikling).

I 1600-tallet bliver kultur noget samfundsmæssigt, hvor man taler om det kultiverede menneske (”a man of Culture”) overfor det kulturløse menneske. Samfundslaget man fødes i forudsætter i denne tid de kultiveringsprocesser individet opdrages med. Hvis man stammede fra adelen ville man på den måde erhverve borgerskabets ”mærke”, også selvom kulturen skulle være åben for alle blev der opdeling mellem kultiverede og ukultiverede på tværs af samfundslagene.

Denne skarpe grænse blev nedbrudt af Voltaire med hans forestilling om, at alle har kultur, men det er forskellen mellem folk der findes i forskellige kulturer. Dermed tales der ikke om kultiveret og ukultiveret, men blot om forskelle. Naturen skaber enhed, mens kulturen skaber forskel. På trods af Voltaires nye syn med kultur som et differentielt begreb herskede hierarkiseringen stadig, dog denne gang med kvaliteten af kultur i centrum.

Det kan være svært at skelne mellem betydningen af ordene civilisation og kultur, da de begge omhandler den individuelle og sociale udviklingsproces. Hvis de kontrasteres er betydningen forskellig imellem Engelsk, Frank og Tysk, men tendensen er, at se kultur som det spirituelle og civilisation som det mere materielle. Herder samler i slutningen af 1700-tallet det materielle og spirituelle og udvider begrebets anvendelsesområde til kunne omhandle: Sprog, religion, tænkning, kunst, videnskab, politik, ret, sædvaner, normer, redskaber, våben og transportmidler. Størst betydning for kulturbegrebets har Herders afhierarkisering, hvor han satte fokus på at et bestemt folks kultur ikke nødvendigvis var andres overlegne. Herders kulturbegreb var altså bredt og deskriptivt for et folk eller gruppes måde at leve på, ved at udvide anvendelsesområdet.

Kultur bliver i starten af 1800-tallet et slags überbegreb over forskellige selvstændige kunstformer som fx videnskab, kunst og litteratur, der i tiden har udviklet sig til selvstændige begrebsområder. Denne forestilling er i dag den mest almindelige, hvor kultur er summen af områder.

På trods af denne konklusion er afgrænsningerne af området dog stadig uklar og flydende.

Hyperkompleksiteten

Kulturbegrebet er uhåndgribeligt: ”At definere kultur er som at ville fastholde en håndfuld vand”. Kultur er altid både mere og mindre end hvad man siger det er, og derfor definere Fink begrebet som hyperkomplekst.

”Et ord svarer til et hyperkomplekst begreb, såfremt det har et betydningsunivers, som rummer betydningskomponenter, der isoleret betragtet er i indbyrdes modstrid eller på uforenelig niveauer, men som samtidig har et uudsletteligt enhedspræg og en uafviselig indre sammenhæng” (Fink).

Kulturbegrebet er derfor blevet umuligt, det er dog ikke at komme udenom pga. dets vidtrækkende betydning. Ordet hyperkompleksitet står sammen med samfundet i dag der også hyperkomplekst, der er den eneste måde man kan forklare et så svært et begreb.

”Kultur som et analytisk begreb”

Af Kirsten Hastrup

Teksten tager udgangspunkt i kulturen som et analytisk begreb med antropologien som kontekst. Hastrups ønske er at nedbryde den dualistiske vanetænkning og ønsker i stedet at beskrive kulturens enhed gennem dets kontraster.

Natur og kulturbegrebet

Natur og kultur skal ikke kun opfattes som hinandens modsætninger, men derimod som en helhed med deri indbyggede kontraster. Forskellen på natur- og kulturvidenskabens genstandsfelt er at den første beskæftiger sig med de givne og iboende kvaliteter i verden, mens den anden beskæftiger sig med kunstigt frembragte ting. Hastrups påstand er, at vores tilgang til disse to analytiske begreber er ens, idet vi skal trænge ind i naturen og opdage og definere dets iboende sandheder ved hjælp af de kategoriseringer vores kulturelle forskelstænkning byder os. Det er altså ved hjælp af kulturen, vi definerer både kulturen og naturen. I det øjeblik vi forsøger at italesætte og få viden om naturen bliver den kultiveret og dermed subjektivt fremstillet. Dermed kan man ikke adskille begreberne opdagelse og definition, de udgør en samtidighed. For at opdage noget skal man have nogen subjektive strukture at støtte sig op ad således det opdagede kan defineres, hvilket altså gælder både i forhold til begrebet natur og kultur.

Kontrast mellem kulturer

For at kunne objektivisere en kultur må det gøres gennem kendskab til andre, altså ved relativisering, og kulturen kan derfor anskues som relationssystemer. Det er på baggrund af forskeligheder og ligheder mellem kulturer, vi kan definere en kultur. Derfor vil antropologens egen kultur altid gennemtrænge den der studeres, idet den fremmede kultur repræsenteres netop ved sin distance og kontrast til antropologens egen.

Kultur kan altså anskues som en intersubjektiv kategori, et relationssystem som ikke objektivt kan afgrænses i hverken tid og rum. I modsætning hertil kan vi se samfundet, et substanssystem, som lader sig beskrive empirisk og dermed ikke behøver relationsbeskrivelser.

Kultur er hverken: Filosofisk eller sociologisk, individuelt eller kollektivt, empirisk eller konstrueret, objektiv eller subjektiv, opdagelse eller definition men både og.

Kulturens verden

Kultur er på en og samme gang tekst og kontekst. Verden er nærmere erfaret end læst.

Forskellige virkeligheder generer forskellige forklaringssystemer og dermed også forskellige årsagssystemer. Årsagssystemer er altid baseret på erfaringer, og når erfaringerne skifter, ændres årsagssystemerne også.

Vores kulturelle system er det, vi opfatter og definerer hændelser igennem, og hændelsen bliver dermed til en begivenhed. Disse begivenheder er med til at definere vores kulturelle system, der er strukturer, der skaber genkendelse. Strukturerne er hele tiden under risiko for praksis, altså menneskelig handlinger. – Vi er både en del af - og med til at definere det sociale rum.

Sprog og erfaring

Hastrups konklusion på sit feltarbejde var, at den verbale kommunikation var langt mindre vigtig end erfaringen.

Med sproget alene kan vi aldrig repræsentere virkeligheden men højst en subjektiv konstruktion af den, hvori virkeligheden ligger gemt.

Vi har nemlig en tendens til at lægge vægt på bestemte aspekter af virkeligheden, mens vi udelader andre. Dette kaldes semantisk tæthed, som Hastrup mener udtrykker, ”at visse betydninger er socialt mere signifikante end andre”. F.eks. har mange et fortegnet billede af skotter som værende kiltklædte højlændere, eller islændingene som værende bønder. Dermed er der en semantisk tæthed omkring en bestemt betydning af skotskhed eller islandskhed.

Sproget i sig selv afslører ikke disse tætheder, det gør kun erfaringen, hvilket kan identificeres gennem bl.a. feltarbejde.

Diskussion

Det kan diskuteres, hvorvidt afhierarkiseringen mellem kulturer overhovedet har fundet sted. Man kan argumentere for, at der i stor grad er hierarki mellem Vesten og Østen, subkulturer og populærkulturer m.m. f.eks. forsøger Vesten at indsætte demokrati i Østen idet vi ser vores kultur som værende den rigtige.

Man kan dog ikke finde nogen overordnet kultur, der vil ligge øverst i hierarkiet, hvor end i verdenen du befinder dig. Der vil altid være individuelle meninger og holdninger om, hvad der er bedre end andet.

Er hierarkiseringen overhovedet et problem? For med forskellige kulturer skabes dynamik, og der opstår yderligere nye kulturer.