Mediebegrebet - oplæg

Mediebegrebet

Hvad er et medie?

”Mediebetegnelsen henviser i bredeste forstand til de forskellige redskaber, som mennesker igennem historien har anvendt til at kommunikere med hinanden om en fælles virkelighed. I hovedsagen dækker betegnelsen dog de moderne teknologier – fra trykpressen til internettet – som muliggør kommunikation på tværs af tid og rum” (Medie- og kommunikationsleksikon).

En af de medieforskere, der har taget problematikken op vedrørende den vidt spredte definition af medier, er mediesociologen Joshua Meyrowitz. Med mediesociologien beskæftiger han sig med mediernes påvirkning af vores roller i hverdagen og på mediernes omorganisering af rollerne på et mere overordnet niveau i samfundet. Meyrowitz’ hovedværk er bogen No Sense of Place (1985), hvor han viderebygger netop Erving Goffmans kendte mikrosociologi (fra bl.a. værket The Presentation of Self in Everyday Life (1959)) med mediernes indtog. Her sætter Meyrowitz især fokus på de senmoderne elektroniske medier og deres omstrukturering af vores gruppeidentitet. Det er også igennem No Sense of Place, at Meyrowitz udformer begrebet Medium Theory (Medieteorien), for hvilken han bliver en afgørende repræsentant. Denne Medium Theory vil vi imidlertid uddybe i en senere eksemplificering.
Der hvor Meyrowitz bliver først og fremmest interessant i forhold til vores initiale problemstilling er med skriftet Tre paradigmer i medieforskningen, som han skriver tolv år efter No Sense of Place i 1997.
I denne tekst inddeler Meyrowitz medieforskningen i tre felter, som han gennem teksten kalder både paradigmer og metaforer. Når han anvender metaforer i denne sammenhæng, skal det ikke tænkes som metaforer i den poetiske eller semiotiske forstand, men forstås som et begreb, der dækker over nogle dybereliggende kognitive strukturer i vores bevidsthed. Tænker man med en bestemt metafor (inden for et bestemt paradigme) har man altså nogle helt bestemte måder at definere og forstå medier på og derved nogle bestemte tilgange til medieforskningen, der modsætter sig tilgangene i de andre metaforer/paradigmer.

Første paradigme – Medie som kanal

I første paradigme er der fokus på indholdet. Hvis en kammerat fx skulle genfortælle et afsnit af en serie, som man ikke så, ville han fokusere på indholdet uafhængigt af mediet. Medier-som-kanal metaforen fokuserer opmærksomheden på de elementer, der relativ let og uændret flytter sig fra medie til medie og fra virkeligheden til medie og omvendt, som fx temaer, handlinger, information osv. Paradigmet anses ofte som det mest ”almindelige” ifølge Meyrowitz, fordi når vi bliver udsat for et medie, er det første vi reagerer på, fx med vrede, morskab, tillid osv., er indholdet. Vi reagerer også på det andet paradigme, medier-som-sprog, men de grammatiske variabler er sværere at opfatte end indholdsvariablerne.

Andet paradigme – Medie som sprog

Joshua Meyrowitz’ andet paradigme er medier som sprog. Ethvert medie ”taler” et specifikt sprog og sproget er styret af en grammatik, der er unik for hvert mediesprog.

Grammatikken kan beskrives som udtryksmæssige variable, så som produktionsteknik, virkemidler og indhold. I en avis kan grammatikken f.eks. komme til udtryk i form af skriftstørrelse. Grammatikken er meget vigtig for det udtryk som mediet fremsætter. Eksempelvis kan kameraføring i film have afgørende betydning for hvilket indtryk tilskueren efterlades med. Mange nærbilleder af filmens hovedperson kan f.eks. være med til at øge tilskuerens identifikation med rollen. Indholdet i et givent medie underbygges altså af mediesproget. Selvom mediesproget er en vigtig faktor i medier, er det ikke fremtrædende, for sproget skal ikke gøre opmærksom på mediet som medie, men skal underbygge indholdet.

Tredje paradigme - Medier som miljø
Når man tænker medier som miljø’er, forstår man selve medierne som omgivelserne for receptionen. Det kan virke abstrakt, men man kan sige det således, at når første og andet metafor beskriver medierne som indgående i en social sammenhæng, beskriver den tredje metafor medierne som den sociale sammenhæng i sig selv. I dette paradigme studerer man altså mediernes faste træk, nogle eksakte omstændigheder, der er uden for brugerens kontrol. Et konkret eksempel er en Tv-udsendelse: Når først brugeren har valgt at sætte sig foran tv’et og se et program, ændres der løbende i tv’ets indhold (genre, handling, billeder) og dets grammatik (kameraføring, klipning, fokus), men der kan ikke ændres ved tv’ets måde at være tv på. Det er også dette, som Niels Brügger ville kalde mediets mediacy eller mediatet (se evt. teksten Theoretical Reflexions on Media and Media History, som vi læste på andet semester i Studium generale).
Inden for tredje paradigme studerer man medier som miljø både på to niveauer. På mikroplan sammenlignes medier i en given situation på et givent tidspunkt, man går altså her i detaljer om forskellene på mediernes miljømæssige træk. På makroplan studerer man et medies indvirkning på nogle mere overordnede strukturer over tid. Forskningen på makroplan kræver dog en omfattende mængde data over en lang periode for netop at kunne generalisere eller beskrive tendenser

Inspiration fra Kuhn

Man kan drage paralleller mellem Kuhn og Meyrowitz idet de begge snakker om paradigmer. Kuhn snakker om en normalvidenskabelig periode med et herskende paradigme – i denne periode bliver man udsat for anomalier som til sidst bliver så mange at der sker en videnskabelig revolution og der herefter opstår et nyt paradigme. Disse to eksisterende paradigmer er inkommensurable idet de taler forskelligt sprog. Diskursen er forskellig og derfor mener Kuhn at man ikke kan sammenligne på tværs af paradigmer.

Meyrowitz er inspireret af Kuhn i denne opdeling i paradigmer, dog distancerer Meyrowitz sig idet han mener at hvis vi forstår og accepterer der er disse forskellige paradigmer, kan vi også lære at snakke sammen på tværs idet vi har mulighed for at snakke samme sprog og dermed komme endnu længere med vores forskning.

Klaus Bruhn Jensen er professor ved Københavns Universitet ved institut for Film- og Medievidenskab. I kender ham formentlig som medforfatter på bogen "Medier og Kultur". I denne forbindelse skal vi dog anvende hans tekst "Medier af tredje grad" fra 1999, hvor han beskriver forskellige "grader" af medier. Denne måde at gradbøje medier på er ikke at forveksle med Meyrowitz’ måde at inddele medieforskningen på.

I denne forbindelse kunne man kritisere medieteoretikerne for en ”3-tals-fetichisme”, hvor en hang til at inddele perioder, paradigmer og tendenser i tre, synes at præge dem alle. (Også den amerikanske David Riesman i bogen ”The lonely crowd” snakker om, hvordan identiteten gennem tiden har været traditions-styret, indre-styret og andre-styret).
Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke automatisk sammenligner de forskellige inddelinger. Modsat Meyrowitz laver Klaus Bruhn Jensen en inddeling af den historiske udvikling og de dertilhørende forståelsesprincipper: Første grad: en-til-en, anden grad: en-til-mange (massemedier) og tredje grad: mange-til-mange (netværk, sociale medier).

Medier af første grad

Medier af første grad har den menneskelige krop som nødvendig betingelse for din udbredelse – fx det talte sprog. De er lokale i tid og rum dvs. en form for ansigt til ansigts kommunikation. Disse medier kan være afhængige af simple mekanismer såsom musikinstrumenter. Deres lokale karakter gør ikke medier af første grad mindre virkningsfulde – nærmere tværtimod – den hverdagslige kommunikation mennesker i mellem vedligeholder og genskaber samfund og kulturer

Medier af anden grad

Medier af anden grad er også det vi kender som massemedier. Det er medier hvor der kommunikeres ud fra et centrum til et stort publikum, f.eks. offentligheden.

Medier af anden grad er et produkt af den teknologiske udvikling, der har muliggjort reproduktionen af første gradsmedier. Således kan f.eks. et originalt kunstværk reproduceres og nå ud til et meget større publikum, end det tidligere var muligt.

Walter Benjamin forholder sig kritisk til denne udvikling. Han mener at auraen der omgiver et originalt værk som f.eks. Mona Lisa går tabt, når et sådant reproduceres. Auraen skal forstås som de positive og originale følelser der knytter sig til et originalt kunstværk. Der er noget unikt ved originalen som f.eks. Walter Benjamin ikke mener kan overføres til reproduktionen.

Klaus Bruhn Jensen forholder sig anderledes til dette. Han mener at reproduktionen rummer et stort potentiale fordi man ved reproduktion kan nå et langt større publikum. Reproduktion skaber en form for forventningshorisont, i hvilken auraen ikke forfalder. F.eks. sammenligner man et bands live optræden op i mod den egentlige reproduktion, cd’en. Reproduktionen betragtes som originalen mens mediet af første grad bliver betragtet som reproduktionen.

Som tilføjelse til ovenstående skal det nævnes at Walter Benjamin ikke nødvendigvis er så kritisk overfor reproduktion af første gradsmedier som Klaus Bruhn Jensen beskriver det i sin tekst.

Slutteligt betegnes medier af anden grad også som extensions, kroppens teknologiske forlængelse.

Medier af tredje grad

Medier af tredje grad er muliggjort i kraft af digitalisering; fx mobiltelefoner og computere. Fokus er, ifølge Manovich, computerbaserede aktiviteter og kulturelle objekter som bruger computeren til distribution.

De digitale medier kan reproducere og simulere medier af første og anden grad. Computermedierne kan både distribuere medier af første grad i form af sociale medier, skype og chat, hvor vi, dog uden at være i rum med hinanden, kan snakke sammen face-to-face. Medier af tredje grad distribuerer også medierne af anden grad (massemedierne), da man via computerbaserede medier kan se tv, høre radio osv.

Med indførelsen af et nyt medie sker der en forskubbelse af mediematricen, mener McLuhan. McLuhan forklarer dette med et eksempel, hvor han benytter sig af en sansemetafor: Når der opstår et nyt medie, forstærkes en sans, og vi kommer ud af balance. Hierarkiet i mediematricen forskubbes og vores måde at være i verden på forskubbes, indtil vi finder en ny balance, der så igen kan forskubbes. Konsekvensen af ubalancen er det forhold, at vi bliver mere opmærksomme på de andre sanser eller medier. Hvis fx mennesket mister en sans, bliver blind, skærpes eller ændres de andre sanser. Det samme sker med et nyt medie, hvor ubalancen ændrer opmærksomheden på fx radio og tv med brugen af den moderne, digitale teknologi. Det kan være interessant at undersøge, hvordan denne digitale teknologi skaber ubalance og indvirker på kulturen og individet. Bliver medier af første grad ligegyldige, fordi vi kan snakke sammen i den virtuelle virkelighed, og kommer den virtuelle virkelighed til at overskygge hverdagens virkelighed? Det bliver sværere og sværere at skelne mellem den digitale verden og den virkelige verden, hvilket kan lede til spørgsmålet om at grænsen mellem menneske og maskine også er ved at blive opløst?

Extensionsprincippet

(De tre principper kan ifølge, Klaus Bruun, både anvendes på medier af tredje grad og hjælpe til afklaring af forholdet mellem de tre grader af principper.)

Ifølge McLuhan fungerer medier af anden grad eller massemedier som menneskets forlængelse ud i omverden. Medier udgør en forlængelse af kroppen, dens legemsdele og sanser. Tv’et er fx en slags synsprotese, der forlænger øjet og gennem denne forlængelse forstærkes øjet. Han mener, at denne forlængelse gør, at vi er i stand til at se bedre og hurtigere. Synsprotesen eller tv’et forlænger således kroppen og bl.a. ved hjælp af den, får vi viden om omverden.

Samtidig har extensionsprincippet også udvidet medier af første grad ved fx sprogets betydning for menneskelig interaktion, og ved medier af tredje grad er svært at se, hvor extensionen holder op, og vi ender dermed i problemstillingen, hvor det kan blive svært at skelne mellem mennesket og dets udvidelser.

Kommunikation via de computerbaserede medier medfører nye kommunikationsformer som kan medføre ændrede teksttyper og anderledes social interaktion. Fx foregår medier af første grad som kommunikation typisk mellem en-til-en, hvor medier af anden grad kommunikerer en-til-mange. Medier af tredje grad derimod kan kommunikere mellem mange-til-mange, fx i offentlige communities, hvilket betyder nye udfordringer for medieforskningen.

Kanalbegrebet

First things first: Klaus Bruhn Jensen anvender ikke kanalbegrebet på samme måde som Meyrowitz. Når Bruhn Jensen taler om kanal, er det således ikke med reference til indhold som Meyrowitz men anvender begrebet som Meyrowitz anvender miljøparadigmet.

Bruhn Jensen beskriver kanalbegrebet som en samling af medier et sted, under den rammende betegnelse ”multimediemaskinen” – computeren. Computeren kanaliserer medier og simulerer og reproducerer dem. ”Gamle” medier optræder i en ny form på computeren. Man kan ”læse” aviser, ”se” nyheder”, ”høre” radio osv. på computeren. Således gør brugeren brug af de specifikke forståelses og fortolkningsrammer, der knytter sig til de specifikke medier og tager dem i brug et samlet sted, på computeren.

Endvidere skaber multimediemaskinens kanalisering mulighed for brobygning mellem medier af første og tredje grad. F.eks. anvendes digital teknologi både til forstærkning og afvikling af en musik optræden og herved danner performeren og teknologien til sammen et udtryksmiddel og en kanal.

Substitutionsbegrebet

Substitutionsbegrebet ligger bag utopierne om informationssamfundet. Det omhandler en ressource der erstatter alle tidligere medieformer, og skal derved kan give mennesket et let og digitalt liv. Et sådan medie ville muliggøre en kommunikation hvor som helst og når som helst, samt en lokal udførelse af forskellige praktiske opgaver Med disse forestillinger som Generelt Medie, AI og virtuel reality bevæger vi os mod at forskellige medier af første og anden grad et stykke af vejen kan erstatte andre mennesker som kommunikationspartnere. Computeren placerer således den menneskelige krop i fokus for praktisk kommunikation. Mennesker er medier à mennesket skaber medier og medier genskaber mennesket i nye billeder.