"Medialisering af Habitus"

"Medialisering af Habitus"
Af Stig Hjarvard

Stig Hjarvard tager i sin tekst, Medialisering af Habitus, udgangspunkt i David Riesmans studier af socialkarakter og hans inddeling af de tre typer af socialkarakter strukturer.

Hjarvard bruger det ellers udfasede socialkarakter til at forklare og forstå mediernes betydning for habitusdannelsen.

Af Riesmans tre typer af socialkarakter strukturer (Den traditionelle, den indrestyrede og den gruppestyrede) er det særligt den gruppestyrede, der har størst relevans for Hjarvards videre beskrivelser af mediets indflydelse på habitusdannelsen.

Den gruppestyrede karakter (der i øvrigt er et resultat af samfundsmæssige revolutioner) er en karakterstruktur med fokus på forbrug og fritid. Den gruppestyrede karakter står overfor øget samkvem med mange mennesker, og grænsen mellem det velkendte og fremmede er mindre klar. Arbejdsrelationerne og arbejdet er også blevet personaliserede.

Hjarvard inddrager endvidere de sociologiske begreber stærke og svage bånd til at forklare mediernes rolle i habitus dannelsen. Her er parametre som interaktionens hyppighed, gensidighed, vedvarenhed og følelsesmæssig involvering bestemmende for hvorvidt en relation mellem to mennesker er af stærke eller svage bånd.

I et medieperspektiv er samspillet mellem stærke og sociale bånd centralt. Undersøgelser viser at mediernes påvirkning af dets publikum opnår bedst virkning hvis dette formidles gennem et mellemliggende led, typisk politisk aktive personer. De stærke bånd mellem en opinionsleder og individ i en gruppe er vigtige for det enkelte individs rettede opmærksomhed mod massemediet, der her betragtes som det svage bånd. Ansigt til ansigt kontakten er derfor ikke nødvendigvis den kontakt med det stærkeste bånd. Netop pga. mediets centrale rolle som integreret del i menneskers liv kan medierede relationer både formidle stærke og svage bånd.

Med stærke og sociale bånd taler Hjarvard også om medier og selskabelighed. Det er netop omgangsformen selskabelighed, der er centralt for den gruppestyrede karakterstruktur og her har mediet igen en vigtig rolle for selskabeligheden.

Selskabelighed har en typisk halv privat, halv offentlig karakter. Kravet til deltagerne er at disse kan balancere mellem det formelle og uformelle, den private og offentlige side af deres person. Det vil være underligt hvis en person åbnede fuldstændigt op for sine følelser, men også hvis en person mødte op i sit stiveste puds og ikke kunne slappe af.

Mediet indbyder til selskabelighed og dette kan netop balancere mellem det formelle og uformelle og skabe en slags ”middle region” (jf. Meyrowitz) for sit publikum.

Del 2: s. 271-285

Karakteristika for blød individualisme:

Riesman har tre pointer, der betegner den gruppestyrede karakter (= den bløde individualisme):

1) Habitusdannelsen sker i interaktion med samtiden (ikke fortiden).

2) Habitus (re)produceres gennem intensiveret monitorering[1] af den større verden.

3) Anerkendelse er vigtig for justering af selvfølelse og adfærd.

Medierne præger habitusdannelsen på de tre punkter:

Ad 1) Interaktion med samtiden

§ Medierne har forøget stofskiftet mellem det store samfund og den individuelle habitusdannelse, pga. den øgede modtagerorientering og teknologisk fleksibilitet i medierne.

Ad 2) (Re)produktion af habitus

§ Medierne rejser både problemer og tilbyder løsninger, som individet tager afsæt i sin begrundelse af valg af livsstil. Bl.a. i måden man kommunikerer om sine valg (Henrik Dahl).

§ Den livsstil som individet ser i tv’et, er på den ene siden individets egen livsstil, og på den anden side mediets konstrueret livsstil. Kontinuerlig tv-sening gør, at den tilbudte livsstil i tv, kommer til at indgå som et element i individets fortolkning af sin verden.

§ Journalistikken fungerer som den ”fjerde servicemagt”. Den informerer ikke kun, men rådgiver også det enkelte individ om livsområder. Journalistikken er et hjælpemiddel/en livshjælp, som en rollator er det for en dårlig gående.

Dvs. Habitus formes af medierne mellemkomst (Eide).

è Medieforbrug afspejler ikke kun allerede eksisterende habitus, men er også med til kontinuerligt at (re)producere habitus og opdatere livsstilen.

Ad 3) Anerkendelse af individet

§ Behovet for anerkendelse er betydelig større i dag.

§ Axel Honneth beskriver tre anerkendelsestyper i det moderne samfund:

a.      Anerkendelse af følelsesmæssig karakter (kærlighed fra familie)

Giver       -Giver selvtillid.

b. Anerkendelse af fornuftmæssig karakter (lige behandling, stemmeret)

Giver       -Giver selvagtelse.

c. Anerkendelse af både følelsesmæssig og fornuftmæssig karakter (tilhørsforhold og

    fællesskab på fx arbejde, i politisk organisation mv.)

Giver      -Giver selvværd

§ Medierne skaber nye interaktionsrum og –former, hvori de tre anerkendelsestyper kan finde  

sted, samt ændrer de måder, som anerkendelse foregår på (Fx på Facebook indikeres individets social position).

§  Medierne ændrer de normative grænser for krænkelse og anerkendelse i det sociale spil (Robinson Ekspeditionen og X-Faktor).

§ Medierne har gjort, at anerkendelse i højere grad foregår i det offentlige rum frem for det

private.

Konklusion

Medierne har øget individets behov for

- samfundsorientering

- vedvarende kontakt til og monitorering af den større verdens normer

- anerkendelse,

hvilket har skabt en almen forandring i den sociale karakterdannelse (habitusdannelse).

Der sker en medialisering af habitus.

Medialiseringen har skabt en infrastruktur for kommunikation og interaktion, der på en og samme tid understøtter en blød individualisme og svage sociale bånd!

”My Best Day – Managin buddies and friends”:

I efteråret 2002 foretog Naomi S. Baron en indholdsanalyse af 190 ”away messages”, som studerende havde skrevet på det online sociale netværk kaldet AIM (Away Istanst Message).

Alle beskeder havde det grundlæggende formål, indirekte, at fortælle, at afsenderen ikke var til stede på det pågældende tidspunkt – hvilket personen i de fleste tilfælde dog var alligevel. Derudover fremkom det af analysen, at beskederne kunne opdeles i to grundlæggende formål; enten bestod de af informationer som indledning til en samtale eller også var de skrevet for at underholde.

                  Et eksempel på en besked af informationer som indledning til en samtale var ”Gør rent”. Formålet med denne besked, var at gøre opmærksom på, at afsenderen ikke var til stede, pga rengøring, men samtidig at han/hun kedede sig og håbede, at nogen ville reagere på beskeden og skrive tilbage.

Noami S. Baron beskriver, at away messagers gør det muligt, at udtrykke en masse personlig mening til en masse ting, og det er en tjeneste for personlige behov og et lettilgængeligt udtryksmiddel.

Baron refererer efterfølgende til den senere opblomstring af det verdensomspændende sociale netværk facebook, der til at starte med tilbyder; Information om dig selv, sociale tilhørsforhold, online interaktion. Udviklingen frem mod dette starter i november 2003, hvoreftr sitet udvikler sig som nedenfor vist:

              
            Nov. 2003: Universitetsstuderende Mark Zuckerberg laver en traditionel facebook    site for hele Harvard uni. (Normalt er det bare for hver enkelt campus)
            Feb. 2004:  TheFacebook.com går online og på en måned bliver ¾ af Uni oprettet som  brugere
            Juni 2004:  40 institutioner er med og hedder nu bare Facebook.com
            Sep. 2004:  Brugertallet er en kvart milli
            Sep. 2005:  Sitet bliver åbent for high schools i Amerika
            Sep. 2006:  Alle med en email verden rundt har mulighed for at oprette sig som bruger

Baron laver en rundspørge af facebook-brugerenes adfærd på sitet. I grove træk er resultatet af denne undersøgelse, at lidt flere kvinder bruger facebook end mænd. Dog har mænd et bedre indgående kendskab til de forskellige funktioner på sitet, herunder the messages funktion, the wall function og the poking function.

Dertil er selve kendskabet til og brugen af privacy settings langt fra udbredt blandt brugerne. Blot 1/3 af respondenterne i undersøgelsen har ændret deres private indstillinger og endnu mere interessant er det, at 1/5 ikke engang vidste, at private indstillinger var en mulighed. Baron mener, at dette er en kontekvens af, at brugerne har fået den opfattelse, at det er dem, der ejer facebook – hvilket det jo ikke er! Og så længe (de tror) de ejer facebook, er det jo ikke nødvendigt at beskytte sine personlige oplysninger. Og slet ikke, når de andre brugere blot er ens medstuderende. Det, de bare glemmer at tage højde for, er, at facebook jo inden længe blev et verdensomspændende kultfænomen.

Afslutingsvis sammenligner Baron brugen af IM away messages med brugen af facebook. Der tegner sig en tydelig tendens til, at IM mere er en sekudær aktivitet, idet brugerne har IM åbent i timevis ved siden af det, de ellers laver på computeren. Til modsætning logger brugerne på facebook af og på, hvilket gør aktiviteten langt mere primær og kocentreret og dermed kortere.

”Facebook enables you to present yourself on your best day, AIM is a direct line to the user

and their state of mind at any given time.”

---

[1] Holde øje med, følge tæt

”Kulturbegrebets kulturhistorie”

”Kulturbegrebets kulturhistorie”

Af Hans Hauge og Henrik Horstbøll

Begrebshistorien

Ordet kultur kommer af det latinske cultura og har over tid udviklet sig fra et simpelt landbrugsorienteret begreb til det mere komplekse kulturbegreb vi kender i dag. Ordet har gennem de seneste århundreder gennemgået en begrebsmæssig forandring fra St. Augustin med gud i centrum, til Bacons mere selvstændige åndspleje (uddannelse og selvudvikling).

I 1600-tallet bliver kultur noget samfundsmæssigt, hvor man taler om det kultiverede menneske (”a man of Culture”) overfor det kulturløse menneske. Samfundslaget man fødes i forudsætter i denne tid de kultiveringsprocesser individet opdrages med. Hvis man stammede fra adelen ville man på den måde erhverve borgerskabets ”mærke”, også selvom kulturen skulle være åben for alle blev der opdeling mellem kultiverede og ukultiverede på tværs af samfundslagene.

Denne skarpe grænse blev nedbrudt af Voltaire med hans forestilling om, at alle har kultur, men det er forskellen mellem folk der findes i forskellige kulturer. Dermed tales der ikke om kultiveret og ukultiveret, men blot om forskelle. Naturen skaber enhed, mens kulturen skaber forskel. På trods af Voltaires nye syn med kultur som et differentielt begreb herskede hierarkiseringen stadig, dog denne gang med kvaliteten af kultur i centrum.

Det kan være svært at skelne mellem betydningen af ordene civilisation og kultur, da de begge omhandler den individuelle og sociale udviklingsproces. Hvis de kontrasteres er betydningen forskellig imellem Engelsk, Frank og Tysk, men tendensen er, at se kultur som det spirituelle og civilisation som det mere materielle. Herder samler i slutningen af 1700-tallet det materielle og spirituelle og udvider begrebets anvendelsesområde til kunne omhandle: Sprog, religion, tænkning, kunst, videnskab, politik, ret, sædvaner, normer, redskaber, våben og transportmidler. Størst betydning for kulturbegrebets har Herders afhierarkisering, hvor han satte fokus på at et bestemt folks kultur ikke nødvendigvis var andres overlegne. Herders kulturbegreb var altså bredt og deskriptivt for et folk eller gruppes måde at leve på, ved at udvide anvendelsesområdet.

Kultur bliver i starten af 1800-tallet et slags überbegreb over forskellige selvstændige kunstformer som fx videnskab, kunst og litteratur, der i tiden har udviklet sig til selvstændige begrebsområder. Denne forestilling er i dag den mest almindelige, hvor kultur er summen af områder.

På trods af denne konklusion er afgrænsningerne af området dog stadig uklar og flydende.

Hyperkompleksiteten

Kulturbegrebet er uhåndgribeligt: ”At definere kultur er som at ville fastholde en håndfuld vand”. Kultur er altid både mere og mindre end hvad man siger det er, og derfor definere Fink begrebet som hyperkomplekst.

”Et ord svarer til et hyperkomplekst begreb, såfremt det har et betydningsunivers, som rummer betydningskomponenter, der isoleret betragtet er i indbyrdes modstrid eller på uforenelig niveauer, men som samtidig har et uudsletteligt enhedspræg og en uafviselig indre sammenhæng” (Fink).

Kulturbegrebet er derfor blevet umuligt, det er dog ikke at komme udenom pga. dets vidtrækkende betydning. Ordet hyperkompleksitet står sammen med samfundet i dag der også hyperkomplekst, der er den eneste måde man kan forklare et så svært et begreb.

”Kultur som et analytisk begreb”

Af Kirsten Hastrup

Teksten tager udgangspunkt i kulturen som et analytisk begreb med antropologien som kontekst. Hastrups ønske er at nedbryde den dualistiske vanetænkning og ønsker i stedet at beskrive kulturens enhed gennem dets kontraster.

Natur og kulturbegrebet

Natur og kultur skal ikke kun opfattes som hinandens modsætninger, men derimod som en helhed med deri indbyggede kontraster. Forskellen på natur- og kulturvidenskabens genstandsfelt er at den første beskæftiger sig med de givne og iboende kvaliteter i verden, mens den anden beskæftiger sig med kunstigt frembragte ting. Hastrups påstand er, at vores tilgang til disse to analytiske begreber er ens, idet vi skal trænge ind i naturen og opdage og definere dets iboende sandheder ved hjælp af de kategoriseringer vores kulturelle forskelstænkning byder os. Det er altså ved hjælp af kulturen, vi definerer både kulturen og naturen. I det øjeblik vi forsøger at italesætte og få viden om naturen bliver den kultiveret og dermed subjektivt fremstillet. Dermed kan man ikke adskille begreberne opdagelse og definition, de udgør en samtidighed. For at opdage noget skal man have nogen subjektive strukture at støtte sig op ad således det opdagede kan defineres, hvilket altså gælder både i forhold til begrebet natur og kultur.

Kontrast mellem kulturer

For at kunne objektivisere en kultur må det gøres gennem kendskab til andre, altså ved relativisering, og kulturen kan derfor anskues som relationssystemer. Det er på baggrund af forskeligheder og ligheder mellem kulturer, vi kan definere en kultur. Derfor vil antropologens egen kultur altid gennemtrænge den der studeres, idet den fremmede kultur repræsenteres netop ved sin distance og kontrast til antropologens egen.

Kultur kan altså anskues som en intersubjektiv kategori, et relationssystem som ikke objektivt kan afgrænses i hverken tid og rum. I modsætning hertil kan vi se samfundet, et substanssystem, som lader sig beskrive empirisk og dermed ikke behøver relationsbeskrivelser.

Kultur er hverken: Filosofisk eller sociologisk, individuelt eller kollektivt, empirisk eller konstrueret, objektiv eller subjektiv, opdagelse eller definition men både og.

Kulturens verden

Kultur er på en og samme gang tekst og kontekst. Verden er nærmere erfaret end læst.

Forskellige virkeligheder generer forskellige forklaringssystemer og dermed også forskellige årsagssystemer. Årsagssystemer er altid baseret på erfaringer, og når erfaringerne skifter, ændres årsagssystemerne også.

Vores kulturelle system er det, vi opfatter og definerer hændelser igennem, og hændelsen bliver dermed til en begivenhed. Disse begivenheder er med til at definere vores kulturelle system, der er strukturer, der skaber genkendelse. Strukturerne er hele tiden under risiko for praksis, altså menneskelig handlinger. – Vi er både en del af - og med til at definere det sociale rum.

Sprog og erfaring

Hastrups konklusion på sit feltarbejde var, at den verbale kommunikation var langt mindre vigtig end erfaringen.

Med sproget alene kan vi aldrig repræsentere virkeligheden men højst en subjektiv konstruktion af den, hvori virkeligheden ligger gemt.

Vi har nemlig en tendens til at lægge vægt på bestemte aspekter af virkeligheden, mens vi udelader andre. Dette kaldes semantisk tæthed, som Hastrup mener udtrykker, ”at visse betydninger er socialt mere signifikante end andre”. F.eks. har mange et fortegnet billede af skotter som værende kiltklædte højlændere, eller islændingene som værende bønder. Dermed er der en semantisk tæthed omkring en bestemt betydning af skotskhed eller islandskhed.

Sproget i sig selv afslører ikke disse tætheder, det gør kun erfaringen, hvilket kan identificeres gennem bl.a. feltarbejde.

Diskussion

Det kan diskuteres, hvorvidt afhierarkiseringen mellem kulturer overhovedet har fundet sted. Man kan argumentere for, at der i stor grad er hierarki mellem Vesten og Østen, subkulturer og populærkulturer m.m. f.eks. forsøger Vesten at indsætte demokrati i Østen idet vi ser vores kultur som værende den rigtige.

Man kan dog ikke finde nogen overordnet kultur, der vil ligge øverst i hierarkiet, hvor end i verdenen du befinder dig. Der vil altid være individuelle meninger og holdninger om, hvad der er bedre end andet.

Er hierarkiseringen overhovedet et problem? For med forskellige kulturer skabes dynamik, og der opstår yderligere nye kulturer.

Modernitet og samfund 5-10-10

Modernitet og samfund, 5/10/10

Modernitet
Når man taler om det moderne samfund, mener man det industrialiserede samfund, som står i modsætningen til det traditionelle – ikke industrialiserede – samfund. Giddens og Habermas har begge udviklet teorier om det moderne samfund og konsekvenserne her af. Det moderne samfund er præget af en stor dynamik. Det vil sige en stor omskiftelighed og forandring.

Modernitet og massemedier – med udgangspunkt i Anthony Giddens’ sociologi, Henrik K. Nielsen
Et perspektiv på udviklingen af det morderne samfund findes hos Henrik K. Nielsen, som er professor i filosofi og adjunkt ved center for tværæstetiske studier ved Århus universitet.
Kaare Nielsen tager hånd om modernitetens begreber ved at tage udgangspunkt i sociologerne Anthony Giddens og Jürgen Habermas’ teorier.

Giddens:
Anthony Giddens er overvejende positiv i forhold til det moderne samfund. Hans grundkoncept er strukturationsteorien, hvor Giddens illustrerer, at aktørerne i samfundet løbende selv skaber og forandrer de strukturelle egenskaber i samfundet. Her inddrager han begrebet strukturdualitet som understreger at de historisk frembragte regler og ressourcer skaber handling, der videreskaber ny handling. Sociale strukturer bliver på denne måde på én gang rammebetingelser for og resultatet af sociale handlen. Giddens ser altså på aktørerne som vidende individer, der gennem tilsigtede og utilsigtede handlinger får en rolle som aktiv medproducent og forandrer af de kollektive sociale strukturer.

Han koncentrerer sig om tre udviklingstræk for det moderne samfund, henholdsvis tid-rum distanceringen, disembedding og refleksivitet. Tid-rum distanceringen er berørt i Thompson’s teori, som tydeligvis er inspireret af Giddens’ syn. Her sker en forskydning af tid og rum for de moderne individer, således at en abstrakt mekanisk tid med global gyldighed og en tømning af rummet gør sig gældende. Vi bliver dermed presset til at have tillid til medier og andre ekspertsystemer, da det fysiske rum nu er blevet et abstrakt rum-forhold (omfatter ikke tilstedeværende personer og forhold som er fjerne i en fysisk forstand), hvor vi ikke får konkretiseres alle elementer, men må stole på at systemet fungerer. Dette er en konsekvens af disembedding, som ifølge Giddens uddifferentierer systemets instanser. Facebook er et eksempel på denne tid-rum distancering, hvor vi ikke er i et fysisk rum med vores venner, men i stedet mødes i et abstrakt medieskabt univers.

Den adskillelse der sker mellem instanserne i samfundet medfører en konstant refleksivitet hos det moderne samfunds borgere. Vi stiller flere kritiske spørgsmål end tidligere, og i takt med tid-rum-distanceringens udbredelse, må vi konstant betænke ændringerne før vi senere kan stole blindt på at de fungerer optimalt.

Giddens tillægger altså medierne og teknologierne en stor rolle i det moderne samfund. Det er medierne og teknologierne der er med til at udbrede distanceringen af tid-rum, og dermed refleksiviteten hos borgerne.

Habermas
Habermas mener at samfundet bliver mere komplekst og differentieret, det vil sige at det moderne samfund bliver opdelt i forskellige institutioner. Han skelner her mellem livsverdenen og systemverden.

Livsverden betegner hos Habermas de næresammenhænge, det vil sige de aspekter i livet, hvor det enkelte menneske har selvbestemmelses ret og menneskelige relationer. Livsverdens styres af en bestemt handlen, som Habermas kalder den kommunikative handlen. Denne handlen skal forstås som interaktion og indbyrdes kommunikation mellem mennesker. Til livsverden og dennes kommunikative processer knytter sig det klassiske aktørperspektiv

Systemverden betegner Habermas som de formelle og upersonlige, såsom de politiske og økonomiske systemer, der repræsenteres af statslige institutioner og det frie marked. Til systemverden knytter sig en instrumentel handlen. Når man handler instrumentelt, handler man for egens vindings skyld, for at optimere profit og magt, man handler altså rationelt. Det klassiske strukturperspektiv knytter sig til systemverden.

Habermas pointe er, at systemverden koloniserer livsverden. Denne koloniserings ses blandt andet ved at statslige institutioner overtager flere og flere opgaver som ellers hører livsverden til. Fx har det offentlige overtaget pasning af børn og pleje af ældre og syge. Samtidig bliver samfundet også mere styret af den instrumentelle handlen idet penge og magt får en stigende betydning.

Det er netop koloniseringen af livsverden, som skaber en dynamik i samfundet, idet livsverden forsøger at generobre koloniseret område. Ifølge Kaare Nielsen, giver det derfor kun mening, at anvende aktør- og strukturperspektiverne sammen i en overordnet teori om social handlen.

Habermas samfundskritik ligger i konfliktforholdet mellem system og livsverden, idet han forsvarer livsverden og dermed aktørens kommunikative handlen, som den rigtige handlen til at regulere det moderne og demokratiske samfund. Han kritiserer hermed den instrumentelle handlen, hvor penge og magt er det styrende og mener ikke det er den rigtige måde at styrer et moderne og demokratisk samfund på.

Masse mediernes rolle i moderniteten
Giddens mener at medierne har det formål, at formidle eller mediere social erfaring. Under moderne medier forstår Giddens den trykte tekst og det elektroniske signal. Han ser disse medier, som forudsætning for udviklingen af det moderne samfund. Han pointere at medier ikke kun afspejler virkeligheden, men er med til at forme det. Giddens nævner som oftest medier i diskussionen om adskillelse af tid og rum som nævnt ovenfor.

Medierne hjælper med at gøre det moderne samfund mere overskuelig, i det de udvælger og iscenesætter forskellige syn på samfundet, herved får individet og offentligheden orienteringsrammer for praksis og for fortolkning af erfaring. Medierne er altså med at skabe og opretholde sociale praksisforhold.
En anden vigtig funktion er, at medierne skaber og opretholder tillid til de moderne institutioner og deres koordineringsmekanismer

Forskelle og kritik af Giddens og Habermas ifølge Kaare Nielsen
Kritik af Habermas
En hovedpointe hos Habermas er at moderniteten ikke kan reduceres til en totaliserende logik. Dette kan Habermas’ teori, ifølge Karre Nielsen, dog ikke leve helt op til. Habermas’ modernitetsteori samler sig nemlig alligevel i helhedsperspektiv idet konflikten mellem livsverden og systemverden bliver brugt som et overordnet reguleringsprincip for den sociale praksis.

Kritik af Giddens

Kaare Nielsen mener at Giddens teori omkring tid-rum-distancering er for overordnet, og forklarer at for at teorien skal fungere må den konkretiseres ved brug af flere begreber. Dette kan bl.a. være massemedier og elektroniske kommunikationsmidler, som Stig Hjarvard har foreslået. Desuden mener Kaare Nielsens at Giddens’ begrebsliggørelse af magt er overordnet, men hans teori kan ikke bruges til at belyse de kendetegn der gør sig gældende i modernitetens magtproblematik. Denne konkretisering kan findes hos Thompson.


Medierne og moderniteten, John B. Thompson, kap. 1: Kommunikation og social kontekst.
John B. Thompson er lektor i sociologi ved University of Cambridge, hvor han leder Polity Press.

”Det sociale liv udgøres af mennesker der tilstræber forskellige former for mål og hensigter. Derved handler de altid indenfor på forhånden givne omstændigheder, der giver forskellige mennesker forskellige tilbøjeligheder og muligheder. Disse omstændigheder kan opfattes som interaktionsfelter[…]” (s. 21). Dette citat ligger grobund for Thompsons videre teori, om det moderne samfund, da han forklarer at hvert menneske har en position i et givent felt, som her er forbundet med en magt, som vedkommende besidder. Dette kan både være som individuel person eller som gruppe.
Han inddeler denne magt i de fire følgende former: Økonomiske magt, Politiske magt, Tvangsmæssig magt og Symbolsk magt, hvor magt forstås som mængden af de ressourcer der er til rådighed for personen eller gruppen. Den enkelte person eller gruppe tilstræber en bestemt position i feltet for at nå disse mål og interesser. For at nå disse mål og interesser erhverves og opspares ressourcer, som giver magt i feltet. Thompson belyser at disse fire magtformer kan stå som en referenceramme til at forklare de institutionelle forandringer der går forud for det moderne samfunds opståen.
Økonomisk magt henviser til den menneskelige produktions aktivitet, som kan indeholde anvendelse og skabelse af forskellige former for materialer og finansielle ressourcer. Thompson anvender betegnelsen paradigmatiske institutioner, som er de institutioner magten knytter sig til. Hos den økonomiske magt er det de økonomiske institutioner, som banker og erhvervsvirksomheder, der udgør de paradigmatiske institutioner.
Politisk magt henviser til koordinering af mennesker og regulering af deres samspilsmønstre. En ressource indenfor dette magtfelt er autoritet og de paradigmatiske institutioner er politiske institutioner, som fx staten. Statens autoritet er relateret til den tvangsmæssige magt og den symbolske magt. Disse magtfelter kan desuden ses som selvstændige magtformer.
Den Tvangsmæssige magt henviser til anvendelsen af fysisk magt, som har til formål at, besejre eller undertrykke en modstander, her er militær magt den vigtigste magt og ressourcerne i dette magtfelt bliver derfor fysisk styrke og våbenmagt. De paradigmatiske er her tvangsmæssige institutioner, som militær, politi og fængselsvæsenet.
Den symbolske (kulturelle) magt henviser til udvekslingen af betydningsbærende symbolske former. Her er ressourcerne informations og kommunikationsmidler. De paradigmatiske institutioner er kirker, skoler og medieindustrien.


Kommunikationsmedierne i det symbolske magtfelt.
Thompson beskæftiger sig hovedsageligt med de tekniske medier, da de fremstår som grundlaget for den symbolske magt, fordi alle aspekter indenfor det symbolske magtfelt involverer et teknisk medium af en slags. Her forklarer Thompson, at man kan inddele dem i tre forskellige egenskaber. Det er blandt andet et skel indenfor disse aspekter der kan illustrere de skift der sker indenfor de tekniske medier, der igangsætter skiftet mod det moderne samfund.
Første egenskab ved det tekniske medium betegner Thompson som fiksering af den symbolske form. Fikseringen af den symbolske form tillader denne fastgørelse eller bevaring i et medium af forskellige grader af varighed. Det er altså fiksering der muliggør lagringen af information og derved indbefatter fikseringen også den økonomiske og politiske magt, da den lagrede information kan benyttes som et magtredskab.
Et andet aspekt er reproduktion, hvor det tekniske medium muliggør masseproduktionen af en symbolsk form. Ligeledes inddrages her politisk og økonomisk magt, da kontrol er en nødvendighed i forbindelse med den kommercialisering af de symbolske former som reproduktionen muliggør.
Sidste og tredje aspekt tillader en grad af distancering af tid og rum. Her understreges det skel det tekniske medium muliggør, hvor der forekommer en distancering mellem produktionsstedet og anvendelsens sted og tidspunkt. Dette påvirker måden hvorpå mennesker/grupper udøver magt, da disse bliver i stand til, at handle og indgå i samspil på afstand.
Slutteligt er det vigtigt at understrege, at de omtale fire magtformer er gensidigt afhængige og derved hænger uløseligt sammen i udvekslingsprocessen af ressourcer og magt.


Diskussion:
Hvordan vil refleksiviteten udvikle sig?

Mediebegrebet - oplæg

Mediebegrebet

Hvad er et medie?

”Mediebetegnelsen henviser i bredeste forstand til de forskellige redskaber, som mennesker igennem historien har anvendt til at kommunikere med hinanden om en fælles virkelighed. I hovedsagen dækker betegnelsen dog de moderne teknologier – fra trykpressen til internettet – som muliggør kommunikation på tværs af tid og rum” (Medie- og kommunikationsleksikon).

En af de medieforskere, der har taget problematikken op vedrørende den vidt spredte definition af medier, er mediesociologen Joshua Meyrowitz. Med mediesociologien beskæftiger han sig med mediernes påvirkning af vores roller i hverdagen og på mediernes omorganisering af rollerne på et mere overordnet niveau i samfundet. Meyrowitz’ hovedværk er bogen No Sense of Place (1985), hvor han viderebygger netop Erving Goffmans kendte mikrosociologi (fra bl.a. værket The Presentation of Self in Everyday Life (1959)) med mediernes indtog. Her sætter Meyrowitz især fokus på de senmoderne elektroniske medier og deres omstrukturering af vores gruppeidentitet. Det er også igennem No Sense of Place, at Meyrowitz udformer begrebet Medium Theory (Medieteorien), for hvilken han bliver en afgørende repræsentant. Denne Medium Theory vil vi imidlertid uddybe i en senere eksemplificering.
Der hvor Meyrowitz bliver først og fremmest interessant i forhold til vores initiale problemstilling er med skriftet Tre paradigmer i medieforskningen, som han skriver tolv år efter No Sense of Place i 1997.
I denne tekst inddeler Meyrowitz medieforskningen i tre felter, som han gennem teksten kalder både paradigmer og metaforer. Når han anvender metaforer i denne sammenhæng, skal det ikke tænkes som metaforer i den poetiske eller semiotiske forstand, men forstås som et begreb, der dækker over nogle dybereliggende kognitive strukturer i vores bevidsthed. Tænker man med en bestemt metafor (inden for et bestemt paradigme) har man altså nogle helt bestemte måder at definere og forstå medier på og derved nogle bestemte tilgange til medieforskningen, der modsætter sig tilgangene i de andre metaforer/paradigmer.

Første paradigme – Medie som kanal

I første paradigme er der fokus på indholdet. Hvis en kammerat fx skulle genfortælle et afsnit af en serie, som man ikke så, ville han fokusere på indholdet uafhængigt af mediet. Medier-som-kanal metaforen fokuserer opmærksomheden på de elementer, der relativ let og uændret flytter sig fra medie til medie og fra virkeligheden til medie og omvendt, som fx temaer, handlinger, information osv. Paradigmet anses ofte som det mest ”almindelige” ifølge Meyrowitz, fordi når vi bliver udsat for et medie, er det første vi reagerer på, fx med vrede, morskab, tillid osv., er indholdet. Vi reagerer også på det andet paradigme, medier-som-sprog, men de grammatiske variabler er sværere at opfatte end indholdsvariablerne.

Andet paradigme – Medie som sprog

Joshua Meyrowitz’ andet paradigme er medier som sprog. Ethvert medie ”taler” et specifikt sprog og sproget er styret af en grammatik, der er unik for hvert mediesprog.

Grammatikken kan beskrives som udtryksmæssige variable, så som produktionsteknik, virkemidler og indhold. I en avis kan grammatikken f.eks. komme til udtryk i form af skriftstørrelse. Grammatikken er meget vigtig for det udtryk som mediet fremsætter. Eksempelvis kan kameraføring i film have afgørende betydning for hvilket indtryk tilskueren efterlades med. Mange nærbilleder af filmens hovedperson kan f.eks. være med til at øge tilskuerens identifikation med rollen. Indholdet i et givent medie underbygges altså af mediesproget. Selvom mediesproget er en vigtig faktor i medier, er det ikke fremtrædende, for sproget skal ikke gøre opmærksom på mediet som medie, men skal underbygge indholdet.

Tredje paradigme - Medier som miljø
Når man tænker medier som miljø’er, forstår man selve medierne som omgivelserne for receptionen. Det kan virke abstrakt, men man kan sige det således, at når første og andet metafor beskriver medierne som indgående i en social sammenhæng, beskriver den tredje metafor medierne som den sociale sammenhæng i sig selv. I dette paradigme studerer man altså mediernes faste træk, nogle eksakte omstændigheder, der er uden for brugerens kontrol. Et konkret eksempel er en Tv-udsendelse: Når først brugeren har valgt at sætte sig foran tv’et og se et program, ændres der løbende i tv’ets indhold (genre, handling, billeder) og dets grammatik (kameraføring, klipning, fokus), men der kan ikke ændres ved tv’ets måde at være tv på. Det er også dette, som Niels Brügger ville kalde mediets mediacy eller mediatet (se evt. teksten Theoretical Reflexions on Media and Media History, som vi læste på andet semester i Studium generale).
Inden for tredje paradigme studerer man medier som miljø både på to niveauer. På mikroplan sammenlignes medier i en given situation på et givent tidspunkt, man går altså her i detaljer om forskellene på mediernes miljømæssige træk. På makroplan studerer man et medies indvirkning på nogle mere overordnede strukturer over tid. Forskningen på makroplan kræver dog en omfattende mængde data over en lang periode for netop at kunne generalisere eller beskrive tendenser

Inspiration fra Kuhn

Man kan drage paralleller mellem Kuhn og Meyrowitz idet de begge snakker om paradigmer. Kuhn snakker om en normalvidenskabelig periode med et herskende paradigme – i denne periode bliver man udsat for anomalier som til sidst bliver så mange at der sker en videnskabelig revolution og der herefter opstår et nyt paradigme. Disse to eksisterende paradigmer er inkommensurable idet de taler forskelligt sprog. Diskursen er forskellig og derfor mener Kuhn at man ikke kan sammenligne på tværs af paradigmer.

Meyrowitz er inspireret af Kuhn i denne opdeling i paradigmer, dog distancerer Meyrowitz sig idet han mener at hvis vi forstår og accepterer der er disse forskellige paradigmer, kan vi også lære at snakke sammen på tværs idet vi har mulighed for at snakke samme sprog og dermed komme endnu længere med vores forskning.

Klaus Bruhn Jensen er professor ved Københavns Universitet ved institut for Film- og Medievidenskab. I kender ham formentlig som medforfatter på bogen "Medier og Kultur". I denne forbindelse skal vi dog anvende hans tekst "Medier af tredje grad" fra 1999, hvor han beskriver forskellige "grader" af medier. Denne måde at gradbøje medier på er ikke at forveksle med Meyrowitz’ måde at inddele medieforskningen på.

I denne forbindelse kunne man kritisere medieteoretikerne for en ”3-tals-fetichisme”, hvor en hang til at inddele perioder, paradigmer og tendenser i tre, synes at præge dem alle. (Også den amerikanske David Riesman i bogen ”The lonely crowd” snakker om, hvordan identiteten gennem tiden har været traditions-styret, indre-styret og andre-styret).
Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke automatisk sammenligner de forskellige inddelinger. Modsat Meyrowitz laver Klaus Bruhn Jensen en inddeling af den historiske udvikling og de dertilhørende forståelsesprincipper: Første grad: en-til-en, anden grad: en-til-mange (massemedier) og tredje grad: mange-til-mange (netværk, sociale medier).

Medier af første grad

Medier af første grad har den menneskelige krop som nødvendig betingelse for din udbredelse – fx det talte sprog. De er lokale i tid og rum dvs. en form for ansigt til ansigts kommunikation. Disse medier kan være afhængige af simple mekanismer såsom musikinstrumenter. Deres lokale karakter gør ikke medier af første grad mindre virkningsfulde – nærmere tværtimod – den hverdagslige kommunikation mennesker i mellem vedligeholder og genskaber samfund og kulturer

Medier af anden grad

Medier af anden grad er også det vi kender som massemedier. Det er medier hvor der kommunikeres ud fra et centrum til et stort publikum, f.eks. offentligheden.

Medier af anden grad er et produkt af den teknologiske udvikling, der har muliggjort reproduktionen af første gradsmedier. Således kan f.eks. et originalt kunstværk reproduceres og nå ud til et meget større publikum, end det tidligere var muligt.

Walter Benjamin forholder sig kritisk til denne udvikling. Han mener at auraen der omgiver et originalt værk som f.eks. Mona Lisa går tabt, når et sådant reproduceres. Auraen skal forstås som de positive og originale følelser der knytter sig til et originalt kunstværk. Der er noget unikt ved originalen som f.eks. Walter Benjamin ikke mener kan overføres til reproduktionen.

Klaus Bruhn Jensen forholder sig anderledes til dette. Han mener at reproduktionen rummer et stort potentiale fordi man ved reproduktion kan nå et langt større publikum. Reproduktion skaber en form for forventningshorisont, i hvilken auraen ikke forfalder. F.eks. sammenligner man et bands live optræden op i mod den egentlige reproduktion, cd’en. Reproduktionen betragtes som originalen mens mediet af første grad bliver betragtet som reproduktionen.

Som tilføjelse til ovenstående skal det nævnes at Walter Benjamin ikke nødvendigvis er så kritisk overfor reproduktion af første gradsmedier som Klaus Bruhn Jensen beskriver det i sin tekst.

Slutteligt betegnes medier af anden grad også som extensions, kroppens teknologiske forlængelse.

Medier af tredje grad

Medier af tredje grad er muliggjort i kraft af digitalisering; fx mobiltelefoner og computere. Fokus er, ifølge Manovich, computerbaserede aktiviteter og kulturelle objekter som bruger computeren til distribution.

De digitale medier kan reproducere og simulere medier af første og anden grad. Computermedierne kan både distribuere medier af første grad i form af sociale medier, skype og chat, hvor vi, dog uden at være i rum med hinanden, kan snakke sammen face-to-face. Medier af tredje grad distribuerer også medierne af anden grad (massemedierne), da man via computerbaserede medier kan se tv, høre radio osv.

Med indførelsen af et nyt medie sker der en forskubbelse af mediematricen, mener McLuhan. McLuhan forklarer dette med et eksempel, hvor han benytter sig af en sansemetafor: Når der opstår et nyt medie, forstærkes en sans, og vi kommer ud af balance. Hierarkiet i mediematricen forskubbes og vores måde at være i verden på forskubbes, indtil vi finder en ny balance, der så igen kan forskubbes. Konsekvensen af ubalancen er det forhold, at vi bliver mere opmærksomme på de andre sanser eller medier. Hvis fx mennesket mister en sans, bliver blind, skærpes eller ændres de andre sanser. Det samme sker med et nyt medie, hvor ubalancen ændrer opmærksomheden på fx radio og tv med brugen af den moderne, digitale teknologi. Det kan være interessant at undersøge, hvordan denne digitale teknologi skaber ubalance og indvirker på kulturen og individet. Bliver medier af første grad ligegyldige, fordi vi kan snakke sammen i den virtuelle virkelighed, og kommer den virtuelle virkelighed til at overskygge hverdagens virkelighed? Det bliver sværere og sværere at skelne mellem den digitale verden og den virkelige verden, hvilket kan lede til spørgsmålet om at grænsen mellem menneske og maskine også er ved at blive opløst?

Extensionsprincippet

(De tre principper kan ifølge, Klaus Bruun, både anvendes på medier af tredje grad og hjælpe til afklaring af forholdet mellem de tre grader af principper.)

Ifølge McLuhan fungerer medier af anden grad eller massemedier som menneskets forlængelse ud i omverden. Medier udgør en forlængelse af kroppen, dens legemsdele og sanser. Tv’et er fx en slags synsprotese, der forlænger øjet og gennem denne forlængelse forstærkes øjet. Han mener, at denne forlængelse gør, at vi er i stand til at se bedre og hurtigere. Synsprotesen eller tv’et forlænger således kroppen og bl.a. ved hjælp af den, får vi viden om omverden.

Samtidig har extensionsprincippet også udvidet medier af første grad ved fx sprogets betydning for menneskelig interaktion, og ved medier af tredje grad er svært at se, hvor extensionen holder op, og vi ender dermed i problemstillingen, hvor det kan blive svært at skelne mellem mennesket og dets udvidelser.

Kommunikation via de computerbaserede medier medfører nye kommunikationsformer som kan medføre ændrede teksttyper og anderledes social interaktion. Fx foregår medier af første grad som kommunikation typisk mellem en-til-en, hvor medier af anden grad kommunikerer en-til-mange. Medier af tredje grad derimod kan kommunikere mellem mange-til-mange, fx i offentlige communities, hvilket betyder nye udfordringer for medieforskningen.

Kanalbegrebet

First things first: Klaus Bruhn Jensen anvender ikke kanalbegrebet på samme måde som Meyrowitz. Når Bruhn Jensen taler om kanal, er det således ikke med reference til indhold som Meyrowitz men anvender begrebet som Meyrowitz anvender miljøparadigmet.

Bruhn Jensen beskriver kanalbegrebet som en samling af medier et sted, under den rammende betegnelse ”multimediemaskinen” – computeren. Computeren kanaliserer medier og simulerer og reproducerer dem. ”Gamle” medier optræder i en ny form på computeren. Man kan ”læse” aviser, ”se” nyheder”, ”høre” radio osv. på computeren. Således gør brugeren brug af de specifikke forståelses og fortolkningsrammer, der knytter sig til de specifikke medier og tager dem i brug et samlet sted, på computeren.

Endvidere skaber multimediemaskinens kanalisering mulighed for brobygning mellem medier af første og tredje grad. F.eks. anvendes digital teknologi både til forstærkning og afvikling af en musik optræden og herved danner performeren og teknologien til sammen et udtryksmiddel og en kanal.

Substitutionsbegrebet

Substitutionsbegrebet ligger bag utopierne om informationssamfundet. Det omhandler en ressource der erstatter alle tidligere medieformer, og skal derved kan give mennesket et let og digitalt liv. Et sådan medie ville muliggøre en kommunikation hvor som helst og når som helst, samt en lokal udførelse af forskellige praktiske opgaver Med disse forestillinger som Generelt Medie, AI og virtuel reality bevæger vi os mod at forskellige medier af første og anden grad et stykke af vejen kan erstatte andre mennesker som kommunikationspartnere. Computeren placerer således den menneskelige krop i fokus for praktisk kommunikation. Mennesker er medier à mennesket skaber medier og medier genskaber mennesket i nye billeder.