Modernitet og samfund 5-10-10

Modernitet og samfund, 5/10/10

Modernitet
Når man taler om det moderne samfund, mener man det industrialiserede samfund, som står i modsætningen til det traditionelle – ikke industrialiserede – samfund. Giddens og Habermas har begge udviklet teorier om det moderne samfund og konsekvenserne her af. Det moderne samfund er præget af en stor dynamik. Det vil sige en stor omskiftelighed og forandring.

Modernitet og massemedier – med udgangspunkt i Anthony Giddens’ sociologi, Henrik K. Nielsen
Et perspektiv på udviklingen af det morderne samfund findes hos Henrik K. Nielsen, som er professor i filosofi og adjunkt ved center for tværæstetiske studier ved Århus universitet.
Kaare Nielsen tager hånd om modernitetens begreber ved at tage udgangspunkt i sociologerne Anthony Giddens og Jürgen Habermas’ teorier.

Giddens:
Anthony Giddens er overvejende positiv i forhold til det moderne samfund. Hans grundkoncept er strukturationsteorien, hvor Giddens illustrerer, at aktørerne i samfundet løbende selv skaber og forandrer de strukturelle egenskaber i samfundet. Her inddrager han begrebet strukturdualitet som understreger at de historisk frembragte regler og ressourcer skaber handling, der videreskaber ny handling. Sociale strukturer bliver på denne måde på én gang rammebetingelser for og resultatet af sociale handlen. Giddens ser altså på aktørerne som vidende individer, der gennem tilsigtede og utilsigtede handlinger får en rolle som aktiv medproducent og forandrer af de kollektive sociale strukturer.

Han koncentrerer sig om tre udviklingstræk for det moderne samfund, henholdsvis tid-rum distanceringen, disembedding og refleksivitet. Tid-rum distanceringen er berørt i Thompson’s teori, som tydeligvis er inspireret af Giddens’ syn. Her sker en forskydning af tid og rum for de moderne individer, således at en abstrakt mekanisk tid med global gyldighed og en tømning af rummet gør sig gældende. Vi bliver dermed presset til at have tillid til medier og andre ekspertsystemer, da det fysiske rum nu er blevet et abstrakt rum-forhold (omfatter ikke tilstedeværende personer og forhold som er fjerne i en fysisk forstand), hvor vi ikke får konkretiseres alle elementer, men må stole på at systemet fungerer. Dette er en konsekvens af disembedding, som ifølge Giddens uddifferentierer systemets instanser. Facebook er et eksempel på denne tid-rum distancering, hvor vi ikke er i et fysisk rum med vores venner, men i stedet mødes i et abstrakt medieskabt univers.

Den adskillelse der sker mellem instanserne i samfundet medfører en konstant refleksivitet hos det moderne samfunds borgere. Vi stiller flere kritiske spørgsmål end tidligere, og i takt med tid-rum-distanceringens udbredelse, må vi konstant betænke ændringerne før vi senere kan stole blindt på at de fungerer optimalt.

Giddens tillægger altså medierne og teknologierne en stor rolle i det moderne samfund. Det er medierne og teknologierne der er med til at udbrede distanceringen af tid-rum, og dermed refleksiviteten hos borgerne.

Habermas
Habermas mener at samfundet bliver mere komplekst og differentieret, det vil sige at det moderne samfund bliver opdelt i forskellige institutioner. Han skelner her mellem livsverdenen og systemverden.

Livsverden betegner hos Habermas de næresammenhænge, det vil sige de aspekter i livet, hvor det enkelte menneske har selvbestemmelses ret og menneskelige relationer. Livsverdens styres af en bestemt handlen, som Habermas kalder den kommunikative handlen. Denne handlen skal forstås som interaktion og indbyrdes kommunikation mellem mennesker. Til livsverden og dennes kommunikative processer knytter sig det klassiske aktørperspektiv

Systemverden betegner Habermas som de formelle og upersonlige, såsom de politiske og økonomiske systemer, der repræsenteres af statslige institutioner og det frie marked. Til systemverden knytter sig en instrumentel handlen. Når man handler instrumentelt, handler man for egens vindings skyld, for at optimere profit og magt, man handler altså rationelt. Det klassiske strukturperspektiv knytter sig til systemverden.

Habermas pointe er, at systemverden koloniserer livsverden. Denne koloniserings ses blandt andet ved at statslige institutioner overtager flere og flere opgaver som ellers hører livsverden til. Fx har det offentlige overtaget pasning af børn og pleje af ældre og syge. Samtidig bliver samfundet også mere styret af den instrumentelle handlen idet penge og magt får en stigende betydning.

Det er netop koloniseringen af livsverden, som skaber en dynamik i samfundet, idet livsverden forsøger at generobre koloniseret område. Ifølge Kaare Nielsen, giver det derfor kun mening, at anvende aktør- og strukturperspektiverne sammen i en overordnet teori om social handlen.

Habermas samfundskritik ligger i konfliktforholdet mellem system og livsverden, idet han forsvarer livsverden og dermed aktørens kommunikative handlen, som den rigtige handlen til at regulere det moderne og demokratiske samfund. Han kritiserer hermed den instrumentelle handlen, hvor penge og magt er det styrende og mener ikke det er den rigtige måde at styrer et moderne og demokratisk samfund på.

Masse mediernes rolle i moderniteten
Giddens mener at medierne har det formål, at formidle eller mediere social erfaring. Under moderne medier forstår Giddens den trykte tekst og det elektroniske signal. Han ser disse medier, som forudsætning for udviklingen af det moderne samfund. Han pointere at medier ikke kun afspejler virkeligheden, men er med til at forme det. Giddens nævner som oftest medier i diskussionen om adskillelse af tid og rum som nævnt ovenfor.

Medierne hjælper med at gøre det moderne samfund mere overskuelig, i det de udvælger og iscenesætter forskellige syn på samfundet, herved får individet og offentligheden orienteringsrammer for praksis og for fortolkning af erfaring. Medierne er altså med at skabe og opretholde sociale praksisforhold.
En anden vigtig funktion er, at medierne skaber og opretholder tillid til de moderne institutioner og deres koordineringsmekanismer

Forskelle og kritik af Giddens og Habermas ifølge Kaare Nielsen
Kritik af Habermas
En hovedpointe hos Habermas er at moderniteten ikke kan reduceres til en totaliserende logik. Dette kan Habermas’ teori, ifølge Karre Nielsen, dog ikke leve helt op til. Habermas’ modernitetsteori samler sig nemlig alligevel i helhedsperspektiv idet konflikten mellem livsverden og systemverden bliver brugt som et overordnet reguleringsprincip for den sociale praksis.

Kritik af Giddens

Kaare Nielsen mener at Giddens teori omkring tid-rum-distancering er for overordnet, og forklarer at for at teorien skal fungere må den konkretiseres ved brug af flere begreber. Dette kan bl.a. være massemedier og elektroniske kommunikationsmidler, som Stig Hjarvard har foreslået. Desuden mener Kaare Nielsens at Giddens’ begrebsliggørelse af magt er overordnet, men hans teori kan ikke bruges til at belyse de kendetegn der gør sig gældende i modernitetens magtproblematik. Denne konkretisering kan findes hos Thompson.


Medierne og moderniteten, John B. Thompson, kap. 1: Kommunikation og social kontekst.
John B. Thompson er lektor i sociologi ved University of Cambridge, hvor han leder Polity Press.

”Det sociale liv udgøres af mennesker der tilstræber forskellige former for mål og hensigter. Derved handler de altid indenfor på forhånden givne omstændigheder, der giver forskellige mennesker forskellige tilbøjeligheder og muligheder. Disse omstændigheder kan opfattes som interaktionsfelter[…]” (s. 21). Dette citat ligger grobund for Thompsons videre teori, om det moderne samfund, da han forklarer at hvert menneske har en position i et givent felt, som her er forbundet med en magt, som vedkommende besidder. Dette kan både være som individuel person eller som gruppe.
Han inddeler denne magt i de fire følgende former: Økonomiske magt, Politiske magt, Tvangsmæssig magt og Symbolsk magt, hvor magt forstås som mængden af de ressourcer der er til rådighed for personen eller gruppen. Den enkelte person eller gruppe tilstræber en bestemt position i feltet for at nå disse mål og interesser. For at nå disse mål og interesser erhverves og opspares ressourcer, som giver magt i feltet. Thompson belyser at disse fire magtformer kan stå som en referenceramme til at forklare de institutionelle forandringer der går forud for det moderne samfunds opståen.
Økonomisk magt henviser til den menneskelige produktions aktivitet, som kan indeholde anvendelse og skabelse af forskellige former for materialer og finansielle ressourcer. Thompson anvender betegnelsen paradigmatiske institutioner, som er de institutioner magten knytter sig til. Hos den økonomiske magt er det de økonomiske institutioner, som banker og erhvervsvirksomheder, der udgør de paradigmatiske institutioner.
Politisk magt henviser til koordinering af mennesker og regulering af deres samspilsmønstre. En ressource indenfor dette magtfelt er autoritet og de paradigmatiske institutioner er politiske institutioner, som fx staten. Statens autoritet er relateret til den tvangsmæssige magt og den symbolske magt. Disse magtfelter kan desuden ses som selvstændige magtformer.
Den Tvangsmæssige magt henviser til anvendelsen af fysisk magt, som har til formål at, besejre eller undertrykke en modstander, her er militær magt den vigtigste magt og ressourcerne i dette magtfelt bliver derfor fysisk styrke og våbenmagt. De paradigmatiske er her tvangsmæssige institutioner, som militær, politi og fængselsvæsenet.
Den symbolske (kulturelle) magt henviser til udvekslingen af betydningsbærende symbolske former. Her er ressourcerne informations og kommunikationsmidler. De paradigmatiske institutioner er kirker, skoler og medieindustrien.


Kommunikationsmedierne i det symbolske magtfelt.
Thompson beskæftiger sig hovedsageligt med de tekniske medier, da de fremstår som grundlaget for den symbolske magt, fordi alle aspekter indenfor det symbolske magtfelt involverer et teknisk medium af en slags. Her forklarer Thompson, at man kan inddele dem i tre forskellige egenskaber. Det er blandt andet et skel indenfor disse aspekter der kan illustrere de skift der sker indenfor de tekniske medier, der igangsætter skiftet mod det moderne samfund.
Første egenskab ved det tekniske medium betegner Thompson som fiksering af den symbolske form. Fikseringen af den symbolske form tillader denne fastgørelse eller bevaring i et medium af forskellige grader af varighed. Det er altså fiksering der muliggør lagringen af information og derved indbefatter fikseringen også den økonomiske og politiske magt, da den lagrede information kan benyttes som et magtredskab.
Et andet aspekt er reproduktion, hvor det tekniske medium muliggør masseproduktionen af en symbolsk form. Ligeledes inddrages her politisk og økonomisk magt, da kontrol er en nødvendighed i forbindelse med den kommercialisering af de symbolske former som reproduktionen muliggør.
Sidste og tredje aspekt tillader en grad af distancering af tid og rum. Her understreges det skel det tekniske medium muliggør, hvor der forekommer en distancering mellem produktionsstedet og anvendelsens sted og tidspunkt. Dette påvirker måden hvorpå mennesker/grupper udøver magt, da disse bliver i stand til, at handle og indgå i samspil på afstand.
Slutteligt er det vigtigt at understrege, at de omtale fire magtformer er gensidigt afhængige og derved hænger uløseligt sammen i udvekslingsprocessen af ressourcer og magt.


Diskussion:
Hvordan vil refleksiviteten udvikle sig?