De kreative erhverv – arbejde og felt.

Tiziana Terranova, “Free Labor: Producing Culture for the Digital Economy”, Social Text 18,2 (2000): 33-58.

Tziana Terranova beskriver arbejdskraftens kompleksitet i den digitale økonomi som ”free labour”. Dette skal ses i lyset af den lystbetonede produktion af gratis og åben software, men også ved deltagelse og diskussion i bl.a. maillister, som ikke længere udføres som lønnet arbejde, men som frivilligt arbejde blandt samfundets medlemmer. Her trækker Terranova på ideen om immateriel arbejdskraft, men understreger samtidig, at de økonomiske og kulturelle dynamikker omkring network society er struktureret omkring et materielt fundament. Terranova retter kritik mod Richard Barbrooks brug af ”the gift economy” som en forklaring på, hvordan "gifts of time" og idéer kan vælte kapital indefra. Hun mener, Barbrooks overvurderer gaveøkonomiens autonomi og påpeger, at begrebet ikke skal ses som et alternativ til kapitalisme, da free labour er strukturelt indlejret i kapitalismen. En vigtig pointe hos Terranova er således, at kapitalismen ikke tvinger sig ned over det kreative arbejde udført af frivillige entusiaster, men at kreativiteten tværtimod blomstrer frem i form af kulturelle produkter, der efterfølgende – og ofte frivilligt – kan indgå I det kapitalistiske kredsløb. Modsætningen mellem kapitalisme og kreativitet fremdyrket I “den sociale fabrik” er altså udvisket i senkapitalismen, hvor internettet følger kapitalismens logik og udvikler sig hastigt. Internettet er både en “gift economy” såvel som en del af kapitalismen, og med det kollektive samarbejde I fokus sættes der nu mere fokus på arbejdsprocessen frem for det færdige produkt.

John Hartley, “From the Consciousness Industry to the Creative Industries”, Media Industries: History, Theory, and Method (ed. Holt & Perren), Malden & Oxford: Blackwell, 2009, pp. 231-244.

Web 2.0 nødvendiggør en revurdering af mediestudier, hvor kulturelle og økonomiske traditioner forenes. Den kreative produktion kan ikke anskues ud fra traditionelle opfattelser af lønarbejde, og Hartley lægger derfor an til en begrebsafklaring. Han forkaster ”industry”, da han mener, begrebet har en række uheldige associationer til industrialiseringens udbytning af arbejdere. Hertil kommer, at forøgelsen af brugerrettet indhold sætter fokus på spørgsmålet om, hvad modtagere bruger medier til. Et spørgsmål, der første gang blev stillet i forbindelse med uses & gratifications-tilgangen, og som med nettes interaktivitet nu er yderst relevant igen. På denne baggrund mener han ikke, ”consumers” er en passende betegnelse, og han foreslår i stedet ”market” og ”agents”. For Hartley indfanger disse begreber i højere grad det decentrale og diffuse samspil, som er på spil mellem agenterne i den digitale økonomi. Herved får vi fokus på den kollektive kreativitet og vidensproduktion, som omgiver netværkssteder i dag. En produktion, som Hartley mener bør understøttes af en udbredelsen af digitale kundskaber.