Kulturindustri og skuespilsamfund – Oplægsgruppe g

Kritiske modeller, Theodor W. Adorno, 1972

Afsnittet »Om kulturindustri« i bogen Kritiske modeller skal læses med det in mente, at Thedor W. Adorno står som en af hovedmændene inden for Frankfurterskolen. Således er Adorno første generation af den kritiske teori – en teori, der overordnet behandler det kapitalistiske systems indflydelse på samfund og individ. Anden generation af den kritiske teori tæller blandt andet Jürgen Habermas, som nuancerer dele af teorien, blandt andet ved at udfordre første generations deterministiske syn på individet. En grundpille i Frankfurterskolen – og et af tekstens teoretiske afsæt – er nylæsningen af Karl Marx’ teori. Denne nylæsning ser blandt andet mere nuanceret på forholdet mellem »menneskers materielle væren og deres bevidsthed« (Nielsen, 2009, p. 171). Hvor man før havde sat individets klassestrukturelle placering i direkte relation til dets bevidsthed, medtænker man i nylæsningen af Marx også forholdet mellem vare og individ. At kapitalismen er et privat organiseret samfund, hvor varer udveksles, har således indflydelse på individets bevidsthed – og dette afspejler sig ligeledes i afsnittet »Om kulturindustri«. I det kapitalistiske samfund er relationer mellem mennesker netop præget af udvekslingen af varer – relationerne tingsliggøres altså, og dette forhold har indflydelse på den menneskelige bevidsthed (Nielsen, 2009, p. 171). Endnu en konsekvens af det kapitalistiske samfunds organisationsform er desuden, at individet i mindre grad har indsigt i egne interesser. Adorno – og Frankfurterskolen – kritiserer dermed, at individet i mindre grad er i stand til at bruge fornuften og kritikken til at nå oplysning og dermed forme sit liv. Massemedierne – og hele kulturindustrien (reklamebranchen, filmindustri og andet) – tilskrives hos Adorno kun en rolle som kanal for det kapitalistiske samfunds krav. En relevant parallel kan dermed drages til effektforskningen, idet medierne har en direkte effekt på individets adfærd. En vigtig pointe, som skal understreges i »Om kulturindustri«, er Adornos gennemgående pessimistiske og deterministiske syn på individet. Allerede tekstens indledning afslører dette forhold, når Adorno pointerer, at begrebet »kulturindustri« er mere dækkende end »massekultur«, da der ikke er tale om en kultur, der vokser op fra masserne selv, men som derimod tvinges ned over disse og styrer forbruget. Individet er således kun et objekt, ikke et bestemmende subjekt (Adorno, 1972, p. 31). Afslutningsvis kommer dette atter til udtryk, når masserne sammenlignes med kvæg, der passivt brændemærkes fra oven af kulturindustrien. Adorno beskriver desuden individets bevidsthed i kulturindustrien som spaltet. På den ene side er individet bevidst om kulturindustriens standardisering, hvilket får tvivlen til at spire. På den anden side ønsker individet at blive bedraget og at lukke øjnene for dette. At »verden vil bedrages« (Adorno, 1972, p. 35) er således et udtryk for individets spaltning, hvor standardisering og konformitet er lig med tilfredsstillelse. Selvom Adorno altså beskriver massen som passiv, er også det en masse, som er bevidst om, hvordan tingene egentlig forholder sig. Den passive del af bevidstheden indgyder i individet en chance for at tilpasse sig de regler og standardiseringer, som kulturindustrien indeholder (Adorno, 1972, p. 37). Et nøgleord i afsnittet »Om kulturindustri« er således »standardisering«. Hvor der før inden for kulturen var en vis autonomi, især inden for kunsten, er denne frihed nu erstattet af faste regler og standardformater, hvormed kulturindustriens frembringelser bliver konforme. Det er altså atter profitmotivet – og dermed vareliggørelsen af kulturen – der er i fokus. Adorno nævner filmindustrien som et eksempel på standardiseringen, hvor produktionsformen tilmed begynder at ligne den industrielle produktionsform. Filmen udspringer således ikke af kunstnerens kreativitet og frihed til at fremføre denne, men derimod af kulturindustriens faste skemaer, som forvandler kunst til varer. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Adorno i sin brug af ordet »industri« ikke hentyder til den industrielle produktionsform, men i højere grad peger på standardiseringen af kulturen som en form for industri. At kulturindustrien ydermere taler til en stor masse er ikke et kvalitetstegn i sig selv. Dermed bliver det vigtigt at reflektere over kvaliteten af kulturindustriens produkter – refleksioner, som flere intellektuelle ikke bidrager med, fordi de har »en tone af ironisk overbærenhed« (Adorno, 1972, p. 35). I det hele taget pointerer Adorno, at kulturindustrien ikke legitimerer sig selv, men blot »er«. Selvom kulturindustrien tilbyder faste formater og skemaer til som en hjælp til individet i en kaotisk verden, er denne hjælp ikke i individets bedste interesse, og derfor bliver det vigtigt at forholde sig refleksivt til kulturindustriens egentlige motiver. Som nævnt i ovenstående er individets bevidsthed altså præget af en spaltning. Adorno afrunder således afsnittet med at understrege, hvordan individer i stigende grad forhindres i at være kritiske, frie borgere. I stedet lader disse sig indhylde i kulturindustriens tilbud om en fast standardisering, der kun har fordummelse til følge. Kulturindustrien fremstilles således som en industri, der ikke vil mennesker det bedste, men som tvært imod er »et middel til at lægge bevidstheden i lænker« (Adorno, 1972, p. 39). Målet med teksten kan altså siges at være oplysning. Kun ved hjælp af oplysning kan mennesker igen være kritiske borgere, der ikke godtager at få påduttet konformitet. Mennesker skal – for at leve i et demokratisk samfund – myndiggøres ved hjælp af oplysning samt det kritiske ræsonnement og dermed undvige kulturindustriens tvingende greb.

”Mass culture and popular culture”, Strinati, 1995

Dominic Strinati har udgivet bogen, An Introduction to Theories of Popular Culture, og i det udvalgte kapitel, ”Mass Culture and Popular Culture” beskæftiger han sig således med de teorier, der omhandler fænomenerne masse- og populærkultur.

Ifølge Strinati er hverken masse- eller populærkultur nyere fænomener; oprindeligt har ”populær” indikeret, at noget enten var af ringere kvalitet (end fx højkultur), og at det havde til hensigt at opnå publikums gunst, eller at det kom fra folket selv, jf. folkekultur. Ligeså kan massekultur spores tilbage til markedsøkonomiens fremkomst i det 16. og 17. århundrede. Det er dog teorierne om den populærkultur, som opstod i forbindelse med massemediernes fremkomst i 1920’erne og 30’erne, der er Strinatis interesseområde.

Strinati tager udgangspunkt i massesamfundsteorien, der hæfter sig ved, at industrialiseringen og urbaniseringen medførte en atomisering, der efterlod folk uden de sociale institutioner, der tidligere havde givet dem identitet og en rettesnor i livet, fx kirken og landsbyen. Uden disse institutioner er folket blevet mere sårbart over for manipulation. Hertil kommer, at demokratiseringen af samfundet betød, at alles kulturelle præferencer skulle vægtes lige, og desuden at det generelt øgede uddannelsesniveau betød, at de fra den kulturelle sfære tidligere ekskluderede pludselig fik mulighed for at deltage i kulturelle aktiviteter. Dette var ikke i den kulturelle elites interesse; med folkets manglende smag og afsmag betød det, at kulturen blev indrettet efter den laveste fællesnævners behov, dvs. trivialiseret og forringet.

Hermed er grundlaget for massekulturens propaganda lagt; gennem masseproduktion af populærkultur, der lefler for masserne smag, kan de sårbare væsener gøres til objekter for samfundets magtorganisationer, der kan drage såvel ideologisk som kommerciel nytte heraf.

Kritikerne af massekulturen, blandt andre Adorno, hævder, at denne kultur har en præference for fantasi og eskapisme, ligesom den simplificerer realiteterne og negligerer virkelighedens problemer. Hertil kommer, at massekulturen har en tendens til at blande alt sammen til én homogen kultur, der dermed udelukker muligheden for at værdsætte og tage afstand fra kulturelle produkter. Herved underminerer den også skellet mellem lav- og højkultur, hvilket ifølge Leavis medfører, at ”to refrain would be to exercise a severer self-discipline”, som kun de ”unusually self-aware” ville forstå vigtigheden af (p. 17).

Med den mest udviklede massekultur og trendsættende tendens, blev USA legemliggørelsen af kritikernes frygt for massekulturen. ”Amerikaniseringen” var en trussel ikke bare for kunstneriske standarder, men tilmed for nationalkulturerne. Således beklager den engelske forfatter, Orwell, at det traditionelle ”engelske mord” med dets dramatiske og tragiske konsekvenser udfordres af det følelsesløse og kyniske ”amerikanske mord”, der forekom i de kriminalitetsforherligende amerikanske kriminalromaner. Hoggart er ligeledes kritisk over den amerikanske massekultur indflydelse og udsender dermed en moralsk advarsel til den britiske arbejderklasses unge, ”the juke-box boys”, som fortaber sig selv og deres kultur i ”the shiny barbarism” og den amerikanske drøm (p. 29).

Worpole så dog anderledes positivt på den amerikanske fiktion. Ved at undersøge den britiske arbejderklasses reception af disse romaner viste det sig, at arbejderne i disse oplevede ”a realism about city life”, som de ikke genfandt i den britiske litteratur, som var skrevet af og til den øverste middelklasse. White har på baggrund heraf undersøgt betydning af dette og fundet, at de amerikanske helte hjalp de unge arbejdere til at opfatte sig selv som helte og ikke mindst som subjekter snarere end objekter i tilværelsen.

Hebdige bemærker i forlængelse heraf, at amerikaniseringen ikke giver udslag i den kulturhomogenisering, som kritikerne hævdede ville komme; de unge, britiske arbejdere mikser i stedet symboler, stil og sprogbrug fra både USA og Europa og skaber herved deres egne subkulturer som en stilfærdig protest mod middel- og overklassens kultur.

Som et led i en mere generel kritik af massekulturteorien er elitens værdier og æstetik blevet problematiseret; med hvilken ret kan eliten hævde at besidde ”den kulturelle sandhed” og dermed afvise det, som ikke er i tråd hermed? Hertil kommer, at forskellige grupper kan fortolke og forbruge populærkulturelle medieprodukter forskelligt, ligesom populærkulturen breder sig over mange forskellige medier, hvorfor eliten næppe kan siges at have ret i påstanden om, at massekulturen er homogen.

Folkets autenticitet kontrasteres ofte til den overfladiske massekultur, men Strinati problematiserer i denne forbindelse autenticitetsbegrebet, som næppe lader sig entydigt definere. Desuden kan autenticitet anvendes i markedsføring og dermed med kommercielle interesser, ligesom det næppe er naturgivent, at autentisk musik er god musik.

Det er videre karakteristisk for massekulturkritikerne, at de har et idealiseret billede af fortiden; ”the golden age” med en autentisk folkekultur og en sand højkultur, der var ordnet i det kulturelle hierarki. Strinati afviser dog dette romantiske billede med henvisning til, at kritikerne overvurderer fortiden og undervurderer nutiden. Desuden understreger han, at skellet mellem masse- og højkultur slet ikke er så klart og statisk, som kritikerne påstår. Faktisk er grænserne hverken naturgivne, objektive eller historisk konstante, hvilket Hitchcock, en Hollywood-filmmager, med sin auteur-status er et bevis på.

Endelig peger Strinati på, at kritikernes forståelse af publikum er utilstrækkelig; de såkaldte ”masser” er hverken så homogene, passive eller omnivorte, som teorierne postulerer. Et faktum, som bunder i kritikernes tendens til at tale på vegne af publikum i stedet for at spørge dem, hvordan tingene faktisk forholder sig.

Resume af diskussion

Diskussionen tog afsæt i klassens bud på autentisk og folkelig kultur, som blandt andet talte religiøse værker, Aboriginals’ påklædning/musikinstrumenter og historieundervisning.

Oplægsgruppen havde, med forsøget på at skabe en pædagogisk ramme for diskussionen, håbet på at lade disse bud danne grundlag for en diskussion af, om kulturen overhovedet kan siges at eksistere uden for økonomien. Det viste sig imidlertid noget mere kompliceret end som så, da manglende definitioner af henholdsvis ”kultur” og ”økonomi” gjorde diskussionen noget uklar og flyvsk.

Efter lidt overvejelser kom de diskussionslystne deltagere dog frem til noget, der lignede konsensus. Dette ved at udelukke idéen om, at kulturen skulle være uafhængig af økonomien (den autentiske og folkelige spillemand i middelalderen fik også penge eller måske en ko for at spille) og i forlængelse heraf at bestemme det autentiske som noget, der relaterer sig til intentionerne bag kulturskabelsen.

Afslutningsvis bemærkede Jan, at han var skuffet over, at ingen havde nævnt julemanden som et bud på et stykke autentisk kultur. Julemanden er nemlig som et produkt af et kommercielt fore-tagende alt andet end autentisk, om end han er kilde til uenigheder mellem Grønland og Finland, der begge hævder at have fostret den hvidhårede mand i Coca Cola-rød kappe.

Medier og modstand - teoretiske interventioner, hacking, jamming etc.

Enzensberger, Hans Magnus: Byggesæt til en medieteori (1970)

Enzensberger ønsker med sin tekst at støbe et fundament for en politisk og socialistisk medieteori, der påpeger mediernes uudnyttede demokratiske potentiale. De nye medier er ikke i deres natur bestemt til at være et monologisk apparatur, hvis produktivkræfter er forbeholdt magthaverne, men er det via en politisk og ideologisk beslutning. Denne form for mediebrug kalder Enzensberger for repressiv mediebrug, som i sin virke forsømmer udnyttelsen af mediernes kommunikerende funktion og dermed afpolitiserer samfundet. I dette tilfælde beskrives medierne som indholdstomme, idet de udelukkende bruges til at fastholde eksisterende magtstrukturer, ved at afholde masserne fra produktionsmidlerne. Som modpol til den repressive mediebrug indfører Enzensberger den emancipatoriske mediebrug som via sin dialogiske og kollektive dimension har en mobiliserende kraft, der er til fordel for demokratiet. Denne lægger produktivkræfterne i hænderne på masserne og gør dem i stand til at mobilisere og organisere folk fra et decentralt punkt. Herved gøres mennesket til et aktivt og deltagende individ, der frigøres fra fastfrosne strukturer.

Enzensberger påpeger desuden mediernes manipulerende natur, hvilket han ikke nødvendigvis ser som negativt. Problemet opstår når manipulationen styres centralt af en elite, hvorfor han opfordrer til en demokratisering af medierne og manipulationen.

Paul A. Taylor: From hackers to hacktivists: speed bumps on the global superhighway? (2005)

I sin artikel indleder Taylor med at anlægge et historisk perspektiv på begrebet ”hacker”. Han inddrager Steven Levy’s karakteristik af hvordan hacker-begrebet og generationen har udviklet sig fra 1950’erne til i dag. Taylor peger hermed på den nyeste tendens/generation indenfor hackingfeltet – de såkaldte ”hacktivists”. En ny social bevægelse som gør op med den mere stereotype opfattelse af en “hacker”, som en fed, hjemmeboende computernørd. “Hacktivists” er en kombination af personer med en interesse/kærlighed til teknologi (herunder hacking-teknikker), men samtidig også med en eksplicit politisk dagsorden. Grundantagelsen er, at teknovidenskaben og medierne er politikkens/magtens nye centrale felt, og hvis det er muligt at gennemtrænge/hacke sig ind på dette felt, kan man få mod/med-indflydelse. ”Hacktivism” er en mod-taktik, hvormed hackeren forsøger at gennemtrænge de komplekse og teknologitunge mediesystemer, således at man kan plante en moddiskurs på ”indersiden” af systemstrukturerne.

Taylor anlægger afslutningsvist et Orwellsk optik til at illustrere, hvorledes det bliver borgerens mulighed for at øve modstand overfor det komplekse og allestedsnærværende mediesystem (Big Brother). Det handler om at gøre sig aktiv og kritisk deltagende, fremfor en passiv og altædende mediekonsumment.

Marc Dery – ”Culture jamming: Hacking, Slashing and Sniping in the Empire of Signs!

I. The Empire of signs:

Dery taler om, hvordan det er postmoderne almindeligt at vores liv er et tæt og uløseligt bundet op i tv-oplevelser. Han laver en historisk rids vedrørende tidligere amerikanske præsidenter om, hvordan virkningerne af tv har reduceret diskursen til foto- og lydmuligheder. På den måde reducerer man den 4. Statsmagt ved at hævde hegemonien i billeder og lyd over sprog.

”[W]e became Hollywood producers” (Michael Deaver)

II. Culture jamming

Umberto Eco – opfinder ”semiologisk guerillakrig”, hvor modtageren af ​​budskabet synes at have en rest frihed: friheden til at læse det på en anden måde. Han foreslår derfor en indsats for at opfordre publikum til at kontrollere meddelelsen og dens mange muligheder for fortolkning,

"[O]ne medium can be employed to communicate a series of opinions on another medium...The universe of Technological Communication would then be patrolled by groups of communications guerrillas, who would restore a critical dimension to passive reception." (Eco. 1986. Towards a Semiological guerilla warfare)

Udtrykket "kulturel jamming" blev første gang brugt af collage bandet ”Negativland” http://www.negativland.com til at beskrive, hvordan man lavede billboard ændringer og andre former for mediesabotage. På Jamcon '84, omtaler en bandmedlem det, "Som bevidsthed om, hvordan medierne miljø, vi indtager påvirker og styrer vores indre liv vokser…”

Ligesom Eco’s ”kommunikations guerillaer”, handler det om at indføre, at jammere støj i det oprindelige medie, som skaber et væld af opmuntrende idiosynkratiske og utilsigtede fortolkninger.

· Fotomontager af John Heartfield, ”situationistisk detournement”

- http://parsons.danamcclure.com/presentations/photomontage/images/011%20John%20Heartfield%201932.jpg

· Underjordisk journalistik 60'erne, som Paul Krassner, Jerry Rubin, og Abbie Hoffman

· Hakim Bey - "poetisk terrorisme” http://hermetic.com/bey/

· Cut-up - collage teknik foreslået af William Burroughs i" Electronic Revolution - http://realitystudio.org/images/covers/electronic_revolution/electronic_revolution.uk.blackmoor.1971.jpg

· Fredløs computer hacking med hensigt, at afsløre institutionelle eller coorporate forseelser "slashing" eller tekstuelt krybskytteri. Der findes også ”academy hacking” – hvor kulturstudier hackes uden om universitetets mure, af oprørske intellektuelle.

Der findes nogle typiske forskellige jammere. (1) Sniping og Subvertising. "Subvertising," Undergravende reklame - Ved at forandre kendte logo, udtryk og symboler, kan man få helt andre meninger frem end oprindelig tænk, hvor man formidling anti-annoncer.(2) Media Hoaxing. Kunstfærdigt iscenesatte bedrag, hvor ”The Yes Men” har været toneangivende. En måde er at få en person fra en out-of-state avis til at køre en historie om noget ubeset, hvor denne person verificere den, og på den måde kommer historien tilbage som en troværdig historie. http://theyesmen.org/. (3) Audio Agitprop. (4) Billboard Banditry

III. Guerrilla Semiotik

”Systemer af Betydning" analytiske teknikker ikke ulig dem, ansat af lærde at tyde de tegn og symboler (Barthes). Man anvender en ad hoc-tilgang til kulturanalyse og har meget til fælles med semiologiens forsøg på at "læse mellem linjerne", hvor kultur betragtes som en tekst.

Gruppemedlemmer: Joséphine, Simon, Morten, Nicolai og Martin

Overvågning og magt

Michel Foucault
- Discipline & Punish

I denne tekst gennemgår Foucault, med udgangspunkt i dokumenter fra slutningen af det 17. Århundrede, nøgternt de dominerende disciplineringsformer fra slutningen af 1600tallet, og op gennem moderniteten til det senmoderne (efterkrigstiden). Her fremgår det, hvordan man med pestangreb over hele byer fik magt over folk gennem permanent fysisk registrering, opdeling og kontrol. Før pesten havde spedalskheden givet anledning til at udvikle fangenskab og karantæneformer, men det var pesten, der gav grobund og legitimerede den permanente overvågning og magtudøvelse.


Foucault introducerer ligeledes Bentham's idé om fængslet Panopticon. I dette fængsel adskiller man de indsatte i enkelte celler fordelt rundt i fængslets cirkulære periferi. I hver celle placeres et vindue i muren ud mod omverdenen og i muren ind mod gården, hvor et vagttårn er centreret. På denne måde vil alle celler være oplyst, og principielt kan én vagtpost i tårnet overvåge hver en detalje i cellerne. Den indsatte ved ikke, hvem, hvor og hvornår, der overvåges, hvorimod borgeren førhen var bevidst om overvågningens karakter. Det er altså nu den blotte tanke om allestedsnærværende potentiel kontrol, der får den indsatte til at ligge under for magten.
Synlighed og uvidenhed bliver statens nye middel til magt, og således er Panopticon den arkitektoniske udformning af den idéelle magtudfoldelse, hvormed de få overvåger og kontrollerer de mange.
Idéen har gennem moderniteten i forskellig grad været implementeret i offentlige institutioner som skolevæsnet, sygehusvæsnet, politiet og det organiserede militær.

Teksten her kan ses som en klassisk grundtekst for temaet. Generelt opfatter Foucault objektivt magt som en produktiv faktor frem for en ren tvangskraft.

Brian Bloomfield

- In the right place at the right time: electronic tagging and problems of social order/disorder

Bloomfield kigger her nærmere på forholdet mellem teknologisk overvågning og løsning af sociale problemer. Han berører problematikken omkring overvågning som en virtuel magt, der ved sin forebyggende tilstedeværelse er med til at undertrykke sociale uorden.

Han fokuserer især på overvågningsmetoden kaldet ”electronical tagging”, hvor alt lige fra mennesker til fysiske objekter registreres elektronisk med henblik på at holde styr på, hvor personen eller objektet befinder sig. Bloomfield forholder sig som udgangspunkt negativt til denne form for overvågning, men

forsøger dog alligevel at sætte sig ud over den negative tilgang, og i stedet finde positive argumenter, der kunne tale for overvågningen.

Han opstiller derfor overvågningen, som et middel til opretholdelse af orden i samfundet; enten via forebyggende virkning eller via kontrol.

Jf. Habermas argumenterer Bloomfield for, at overvågning kan være med til at genoprette naturens orden, og derved gøre et samfund selvregulerende. Dette vil dog betyde, at samfundet bliver ”genopbygget” på elektronikkens principper.

Blandt andre positive argumenter for electronic tagging pointerer han, at det ikke skal ses som et onde, men derimod som en slags ”guardian angel”, der forhindrer børn i at blive bortført, kriminelle i at udøve kriminalitet, og demente i at forsvinde.

Han når gennem sin diskussion frem til, at spørgsmålet om overvågning altid vil være forbundet med en moralsk diskussion vedrørende, hvordan man ser på fænomenet. Bedst sagt af Bloomfield selv:

”Like any other technology electronic tagging is subject to interpretive flexibility: sinister and controlling or protective and productive, the meaning of electronic tagging is not determined by the technology but depends on who is representing it and their horizon of interpretation.”

David Lyon

- Surveillance, Visibility and Popular Culture

Ifølge David Lyon henter vi majoriteten af vores viden om overvågning fra populærkulturelle formater. Ved at sammenflette hovedargumenterne fra klassiske værker med mere moderne og alternative eksempler på overvågning, forsøger Lyon at diskutere begrebet i al sin ambiguitet. Lyons bidrag til diskussionen er dermed ikke en tendentiøs udlægning af, hvad overvågning er, men derimod eksempler på, hvad det kan være og hvordan det kan forstås.

De kreative erhverv – arbejde og felt.

Tiziana Terranova, “Free Labor: Producing Culture for the Digital Economy”, Social Text 18,2 (2000): 33-58.

Tziana Terranova beskriver arbejdskraftens kompleksitet i den digitale økonomi som ”free labour”. Dette skal ses i lyset af den lystbetonede produktion af gratis og åben software, men også ved deltagelse og diskussion i bl.a. maillister, som ikke længere udføres som lønnet arbejde, men som frivilligt arbejde blandt samfundets medlemmer. Her trækker Terranova på ideen om immateriel arbejdskraft, men understreger samtidig, at de økonomiske og kulturelle dynamikker omkring network society er struktureret omkring et materielt fundament. Terranova retter kritik mod Richard Barbrooks brug af ”the gift economy” som en forklaring på, hvordan "gifts of time" og idéer kan vælte kapital indefra. Hun mener, Barbrooks overvurderer gaveøkonomiens autonomi og påpeger, at begrebet ikke skal ses som et alternativ til kapitalisme, da free labour er strukturelt indlejret i kapitalismen. En vigtig pointe hos Terranova er således, at kapitalismen ikke tvinger sig ned over det kreative arbejde udført af frivillige entusiaster, men at kreativiteten tværtimod blomstrer frem i form af kulturelle produkter, der efterfølgende – og ofte frivilligt – kan indgå I det kapitalistiske kredsløb. Modsætningen mellem kapitalisme og kreativitet fremdyrket I “den sociale fabrik” er altså udvisket i senkapitalismen, hvor internettet følger kapitalismens logik og udvikler sig hastigt. Internettet er både en “gift economy” såvel som en del af kapitalismen, og med det kollektive samarbejde I fokus sættes der nu mere fokus på arbejdsprocessen frem for det færdige produkt.

John Hartley, “From the Consciousness Industry to the Creative Industries”, Media Industries: History, Theory, and Method (ed. Holt & Perren), Malden & Oxford: Blackwell, 2009, pp. 231-244.

Web 2.0 nødvendiggør en revurdering af mediestudier, hvor kulturelle og økonomiske traditioner forenes. Den kreative produktion kan ikke anskues ud fra traditionelle opfattelser af lønarbejde, og Hartley lægger derfor an til en begrebsafklaring. Han forkaster ”industry”, da han mener, begrebet har en række uheldige associationer til industrialiseringens udbytning af arbejdere. Hertil kommer, at forøgelsen af brugerrettet indhold sætter fokus på spørgsmålet om, hvad modtagere bruger medier til. Et spørgsmål, der første gang blev stillet i forbindelse med uses & gratifications-tilgangen, og som med nettes interaktivitet nu er yderst relevant igen. På denne baggrund mener han ikke, ”consumers” er en passende betegnelse, og han foreslår i stedet ”market” og ”agents”. For Hartley indfanger disse begreber i højere grad det decentrale og diffuse samspil, som er på spil mellem agenterne i den digitale økonomi. Herved får vi fokus på den kollektive kreativitet og vidensproduktion, som omgiver netværkssteder i dag. En produktion, som Hartley mener bør understøttes af en udbredelsen af digitale kundskaber.

Andrew Keen - den noble amatør

Andrew Keen:

Hvordan blogs, Myspace, Youtube og resten af vores bruger-orienterede medier ødelægger vores økonomi, kultur og vores værdier.

Den noble amatør

Andrew Keen er broadcaster, offentlig taler og forfatteren bag ”The Cult of the amateur”. Tidsskriftet beskriver, kort fortalt, hvorledes ’den noble amatør’ får æren for web 2.0 revolutionen og dertilhørende nyheder.

For Andrew er det dog ikke en ære, men snare en trussel for vort intellektuelle traditioner. Ifølge ham er den nuværende situation sammenlignelig med Rousseaus ’noble vilde’. Hermed menes, at de vilde folkeslag var uberørte af civilisationens degeneration og korruption, og dermed blev de genstand for pludselig fascination under den franske oplysningstid – ligesom de ’amatører’, der nu tilføjer viden på internettet.

Amatørisme bliver i dag fejret på internettet, hvilket er den bagvedliggende grund til, at Wikipedia og andre bruger-styrede sider kan få succes. Professionalismen bliver erstattet med amatøren – Harvard professoren erstattet med en uskolet person. Wikipedia hævder, at være skabt på demokratiske principper, eftersom alle har en stemme. Alle kan redigerer i indlæggene på siden og tilfører ny viden. Hvad er problemet så?

Jo, ifølge Keen er det kun den ’almindelige viden’, der bliver tilgængelig på siden, eftersom det kan være hvem som helst, der tilfører informationen. Endvidere kan man rent faktisk poste et indlæg under falsk identitet. Her nævnes brugeren ’Essjay’, en højt uddannet professor i teologi, som havde redigeret tusindvis af artikler. Det viste sig midlertidigt, at han ikke var professor, men en 24-årig gymnasieelev fra Kentucky. Hovsa.

Skaberen bag Wikipedia, Jimmie Wales, så dog ikke problemet heri:

To me, the key thing i getting it right. I don’t care if they’re a high school kid or a Harvard Professor”

Ydermere nævnes problemet omhandlende den manglende professionalisme i og med, at din profession egentlig ingen betydning har. Her gives eksemplet, hvor en ekspert i global opvarmning gentagne gange forsøgte at rette ukorrektheder i siderne på Wikipedia omhandlende global opvarmning med den konsekvens, at han blev ’straffet’ af Wikipedia. Ifølge siden forsøgte han at påtvinge andre sit synspunkt – straffen var at han nu kun kunne få adgang til siden én gang om dagen.

Keen påpeger her problemet i, at en ekspert på et emne bliver behandlet på samme niveau som et ”anonymt fjols”. Et fjols, man ikke kan vide, hvorvidt egentlig er en pingvin eller en toaster.

Tekster til 09/03 - 2011

John B. Thompson, kapitel 5:
Globaliseringen som sådan er ikke et nyt fænomen men startede allerede tilbage i 1830’erne med telegrafens udbredelse. Derudover tog den fart med de internationale nyhedsbureauers opblomstring nogle år senere, og yderligere sat i værk via elektromagnetiske bølger, hvor informationsoverførelser kunne fylde hurtigere end nogensinde før. Thompson definerer globaliseringen som aktiviteter, der finder sted på en næsten verdensomspændende arena, der ligeledes organiseres og koordineres efter en global målestok. Aktiviteterne involverer en gensidig afhængighed og de lokale aktiviteter i verden indretter sig således efter hinanden. Herbert Schillers teori, fremstillet i Mass Communication And American Empire, har særligt spillet en stor rolle for internationale kommunikationsforskninger. Schiller har det synspunkt, at de traditionelle kulturer gennem kommunikationens globalisering bliver ødelagt af vestlige værdiers indtrængen (herunder specielt store transnationale selskaber i USA). Thompson mener dog ikke at denne kritik er holdbar eftersom USA’s indflydelse (økonomisk derved kulturelt) er faldende i forhold til f.eks. Japan. Desuden ville det betyde at der skulle være en ”urørt” kulturarv som USA (vesten) kunne ødelægge. Thompson mener, at den har været berørt for længe siden.

Roger Silverstone, Media and Morality:
Silverstone eksemplificerer først og fremmest det, at man tager noget eller nogen ud af en kontekst og placerer det i en helt anden og ny sammenhæng som med den afghanske smed, der udtaler sig om 11. september i det amerikanske medie BBC. Kontrasterne stilles skrapt op, og vi får via de globale mediers udbredelse nu i højere grad mulighed for enten at kunne identificere os – eller tage afstand fra det vi ser. Vi er blevet verdensborgere med flere identiteter og tilhørsforhold, der gør os i stand til at interagere og forhold os til andre kulturer. Selvom noget er lokalt formidlet, er nutidens menneske i stand til at reflektere og sætte sig ud over den lokale formidling, netop i kraft af at vi lever i en globaliseret verden. En nyhed bliver gjort til en national konstruktion, der er tilpasset kultur og nationalitet. Medierne er en del af vores hverdag, men medierne kan heller ikke eksistere uden vores hverdag. Det er umuligt at forestille sig en globalisering uden medier. Medierne er et sted, hvor man konstruerer en moralsk orden. Derfor er det netop vores ansvar som medborgere, læsere osv. at være kritiske i den udlægning og viden, vi får præsenteret via medierne.

1. marts: Netværksbegrebet (deling, kollektiv kreativitet etc.)

The Network Society – From Knowledge to Policy
af Manuel Castells

Chapter 1:
Castells tekst handler hovedsagligt om Netværkssamfundet og dets opståen. Tekster bærer præg af en enorm indsamling af viden og den er bygget op om en masse eksempler og case studies.
Castell er en tidstypisk teoretiker for den sidste halvdel af halvfemsernes og hans tekster bærer præg af, at han skriver før ”.com-bobblen” (Citat Jan). Castell tror på en særlig type vækstideologi og er begejstret for netværket. Castell tager i denne tekst tråden op fra en række firser og halvfemser teorier, disse teorier introducerede begreber som Postindustriel og Postfordisme. Han argumenterer for at I mange af disse allerede eksisterende teorier, får læseren fornemmelsen af at man er på vej ind i et nyt paradigme. Man er altså på vej ind i noget, der kommer efter industrialiseringen, og fordismen. Mange af de begreber er negationsbegreber og langsom opstår nye begreber om det samfund vi går i møde, nemlig Informationssamfundet,Vidensamfundet.
Castell kritiserer følgelig disse to nye samfund for at opfatter ændringerne i samfundet som en ny vare der produceres - I stedet for industri producerer vi nu viden og informationer. Castell mener ikke at ændringen i samfundet sker bare fordi vi nu producerer viden. Han mener at der er en eller anden større strukturel sammenhæng.
Informationssamfundet står centralt i hans måde at tænke på, men han syntes der er mere i det end at vi bare har skiftet varen ud, fra industri til information.
Hans teori er ikke en afvisning af informationssamfundet, men bare en uddybning. Han mener at netværksamfundet er den bedste beskrivelse af hvad det er der sker… Han siger at de andre beskrivelser har fat i hvad der sker, men netværkssamfundet beskriver det ”bedst”. Nu er netværket rygraden i det sociale, og netværket er hele tiden i forandring.

Castells giver på side 3 i sin tekst en definition af netværksbegrebet:
”The socail structure resulting from the interaction between the new technological paradigm and social organization at large” (p.3). Det han siger er at netværkssamfundet ændrer alt hvad vi tidligere har set, der enorm velstand i form af industrien, men der foregår også meget digital kløgt. Det er denne kløgt, der gør at man kan begå sig i netværkssamfundet. den her verden og denne kløgt er både på et socialt niveau og på et globalt niveau.

Netværkssamfundet:
Castells nævner nogle kendetegn ved netværkssamfundet.
Økonimien  Bliver præget af nye teknologier og en ny type arbejde han kalder autonom videnarbejde. Det er en type arbejde, der foregår på en anden måde socialt end tidligere. Der er nu usikkerhed i samfundet og et større krag om mobilitet. Tidligere var alt mere bestem, men nu har alt en projektorienterede arbejdsform. Vi outsourcer opgaver, skrifter leverandører osv. Alt efter hvilket projekt der skal gennemføres.
Økonomien er tiltagende, men der er en langt højere orientering mod at økonomisk vækst bliver generet gennem flygtige penge og økonomien bliver mindre reguleret.

Det sociale: Det sociale liv bærer ifølge Castells præg af at være mere hypersocialitet, Castells mener altså ikke, at netværkssamfundet fører til isolation.

The network society is also manifested in the transformation
of sociability. Yet, what we observe is not the fading away of faceto-
face interaction or the increasing isolation of people in front of
their computers (p. 11.).

Individet: Individet i får en helt ny social karakter, det bliver nemlig en Netværksindividualist.

Kommunikations/medier: På mediefronten sker der det at der to ting en centralisering og en Decentralisering.
Centralisering dækker over at medierne samles i store klynger, som er styret af økonomiske interesser. Modsat kan folk nu få mere indflydelse (ikke som massemedier) dette er en decentralisering.
Der foregår en kamp om at definerer virkeligheden.

In the network society, virtuality is the foundation of
reality through the new forms of socialized communication (p. 14).

Politikken: På den politiske front sker der en stærk Personificering balndt polittikere, der er en kamp om tillid. Castells mener, at det politiske er blevet transformateret, der sker det at det handler meget om personer og for de enkelte politikere at vinde tillid og medietid.

However, the domination of the media space over people’s minds works through a fundamental mechanism: presence/absence of a message in the media space. Everything or everyone that is absent from this space cannot
reach the public mind, thus it becomes a non entity (p. 14).

Samtidigt med dette udfordres staten af de globale netværkssteder, disse kan man også kalde for en netværksstat.

Because the network society is global, the state of the network society
cannot operate only or primarily in the national context. It has to
engage in a process of global governance but without a global government (p. 15).


Benkler teksten

Benkler er positivt indstillet overfor ændringerne han observerer i samfundet. Hans påstand er, at vi ser et nyt stadie i det han kalder”information economy”, nemlig det han omtaler som ”network information economy”. Det karakteristiske ved denne, er en decentralisering af individuel handling som nu spiller en meget større rolle.
De billige priser på teknologi gør, at en stor del af verdens befolkning nu har adgang til dem og derfor står for en del af den produktionen af kultur og information.
Afskaffelsen af de fysiske barrierer for produktion af viden, har gjort at ”human creativity” og ”economics of information” er kernerne i det nye samfund.
Netværkssamfundet danner bund for at konstruerer nogle af de betingelser der skal til for at skabe retfærdighed og menneskelig udvikling.
Det er samarbejdet på tværs af afstand og muligheden for at udvikle gratis produkter i fællesskab, som Benkler fokuserer på.
Ønsker en effektiv, liberal stat der har potentiale til at spille en konstruktiv rolle i udviklingen af netværket. Den skal tilpasse sin politik til ”non-market” produkter så den kan drage nytte af dem. Det vigtige ved netværksstaten er effektiviteten af, og hvor central en rolle individets og den kollektive handling spiller.

Fred Turner: Where the Counterculture Met the New Economy: Revisiting WELL and the Origin of Virtual Community

WELL = Whole Earth ’Lectronic Link

Turner tager udgangspunkt i Rehingold og hans artikel om WELL
o Rehingold: ”rediscover the power of cooperation, turning cooperation into a game, a way of life—a merger of knowledge capital, social capital, and communion.”

60’erne og 70’ernes mediekultur:
o Netværk var ”Systemet” = en eller anden magtelite, som trak i trådene.
o Netværksbegrebet et udtryk for ulighed og eksklusion.
o Netværksbegrebet dukker op i:
o Systemteorien (militærindustri i USA)
o Internettet/medie infrastrukturen

o Værdierne omkring nye mediekulturer har en konkret betydning for udviklingen af infrastrukturen.
o Mediekulturen befordrer nogen værdier om fællesskabet.
o 60’ernes retorik gennemsyrer den måde vi opfatter medier på i dag.
o Teknologi er forbundet med en dominans (industriel logik – proprietær, ejerskab) – centralistisk, hierarkisk billede.
o Computeren er upersonlig, den fratager os identitet og fri vilje.
o Forkærlighed for nære teknologier som form for værktøj.
o Systemteoretikerne havde kontakt med den venstreteknologiske udvikling.


Stewart Brand og Whole Earth Catalog – anmeldelser og diskussioner af teknologiske produkter:
“It also established a relationship between information technology, economic activity, and alternative forms of community that would outlast the counterculture itself and become a key feature of the digital world.”

WEC blev det første “netværks forum”: “it offered a venue in which members of multiple geographically dispersed groups could communicate with one another and in doing so come to see themselves as members ofa single social network”

Netværks forummet mindede om forskernes made at dele viden: “it was a media formation around which individuals gathered and collaborated without relinquishing their attachment to their home networks (…) it was also a place within which new networks were built, not only for social purposes but also for the purpose of accomplishing work”

WEC blev inspirationen til den online version the WELL: “WELL became a forum within which geographically dispersed individuals could build a sense of nonhierarchical, collaborative community around their interactions.”

The WELL introducerede ligesom WEC netværkskonceptet I forbindelse med arbejdsmarkedet: “the WELL became a place to exchange the information and build the social networks on which their future employment depended.”
(…)
“Much like the Whole Earth Catalog,the WELL became a forum within which information exchange, community building, and economic activity took place simultaneously.”

I 60’erne opstår et nyt syn på hvordan man indgår sociale relationer og skaber økonomi med teknologien som værktøj.

WELL gjorde online social kommunikation relevant I et økonomisk sammenhæng: “the virtual community that emerged on the WELL not only modeled the interactive possibilities of computer- mediated communication but also translated a countercultural vision of the proper relationship between technology and sociability into a resource for imagining and managing life in the network economy.”

Man kan kalde WEC et tegn på begyndelsen til forbrugersamfundet – dog tjente magasinet ikke penge på at promovere produkterne.

The New Left: En social bevægelse skabt af hvide collegestuderende fra Berkeley

Modkulturen:
o Reaktion på den Kolde Krig og Vietnamkrigen
o Stærkt imod det militærindustrielle kompleks (netværket opfattes som en decentralt, flad struktur)
o Modkulturen som antikapitalistisk – men tyder ikke på en kultur, som var imod økonomisk måde at omgå teknologi.

Modkulturen: “The second bubbled up from a wide variety of cold war-era cultural
springs, including beat poetry and fiction, Zen Buddhism, action painting,
and,by the mid-1960s,encounters with psychedelic drugs.”

Både New Left og Modkulturen ønskede at ændre bureaukratiet som reaction på den kolde krig og Vietnam krigen: “the key to social transformation lay not in changing a political regime but
in changing the consciousness of individuals.”

Bureaukratisk, hierakisk system vs. New Communalist

WEC formulerede New Communalist bevægelsen med papir og blæk.

WEC var modkulturens principper som paradoksalt nok blev sat I system – det var et middle til samhørighed med ens omverden på linje med LSD: “Even as counterculturalists rebelled against the hierarchies of government, big business, and formal education, and even as they each developed an individual realm of“intimate, personal power,”they also helped construct an informational representation of the larger community to which they belonged.”

Med WELL opstod online brugergenereret inhold (takket være Brand): “Although he did not put the Catalogon line,Brand did bring two ofits essential features to the project: a rich mix of technical, countercultural, and journalistic communities, and a management ethos derived from a blend of countercultural politics and systems theory.”

Målsætningerne for WELL:
1.That it be free.This was a goal,not a commitment.We knew it
wouldn’t be exactly free but it should be as free (cheap) as we
could make it....
2.It should be profit making....After much hard,low-paid work
by Matthew and Cliff,this is happening.The WELL is at least one
ofthe few operating large systems going that has a future.
3.It would be an open-ended universe....
4.It would be self-governing....
5.It would be a self-designing experiment....The early users were
to design the system for later users.The usage ofthe system would
co-evolve with the system as it was built....
6.It would be a community,one that reflected the nature of Whole
Earth publications.I think that worked out fine.
7.Business users would be its meat and potatoes.Wrong....

WELL blev det første online netværks forum: “it offered a medium through which geographically dispersed members of separate networks could write to one another, create a textual record of their interactions, and so begin to build a sense of shared consciousness and collectivity.”

The WELL genoprettede en kollektiv følelse (eksemplevis som den fra The Farm), som ellers var forsvundet 10 år tidligere: “the WELL represents the establishment of a countercul- tural ideal: a nonhierarchically organized social form in which scattered individuals are linked to one another by an information technology and through it the experience of a shared mindset.”

60’ernes hippie mentalitet skabte en samhørighedsfølelse: “interconnection could become the basis for a new social order—nonhierarchical, intimate, and free of the bureaucratic mindset that many thought plagued mainstream America”

Teksten er god til at pege på forestillingen om det ikke-proprietære.

Nye medier, samfundsudvikling og teknologideterminisme 15/2 2011

William Ogburn: On Culture and social Change
– The cultural lag as theory
En kulturel forskydning opstår, når den ikke-materielle kultur har svært ved at indhente de nye ma-terielle forhold. Altså forandres den materielle kultur hurtigere end den ikke-materielle, og således opstår der en forskydning i forhold til den tidligere balance. Sondring mellem materiel og ikke-materiel kultur minder om den marxistiske sondring mellem basis og overbygning samt om Freuds sondring mellem drømmens manitestation og det latente. Hos Ogburn opstår divergensen i en for-skydning i tid, hvor den hos Marx opstår i forvrængning og hos Freud i en fortrængning. Ogburn opstiller fire krav som må være opfyldt før, der er tale om en kulturel forskydning:
1. Der skal kunne identificeres mindst to variable
2. Det skal påvises at disse to variable har været i balance
3. Det skal påvises at den ene variable har forandret sig, mens den anden ikke har – eller en har for-andret sig i større grad end den anden
4. Når variablene har forandret sig, er der en mindre tilfredsstillende balance de to imellem end der var tidligere.
Det skal dog tilføjes, at Ogburn ikke er teknodeterministisk men pointerer, at når man ser på vesten, står teknologien og det videnskabelig så centralt, at det næsten ser ud som en universel lov. Fordi det er her vi har lagt størstedelen af vores indsats. Men det vil se teknodeterministisk ud, fordi så-dan er vores verdensbillede indrettet.

David Edgerton: The Shock of the Old: Technology and Global History Since 1900
Edgerton vil gerne have vendt vores tankegang om, når vi tænker på opfindelser og teknologi. Han mener ikke, at vi bør datere opfindelser og teknologier efter, hvornår de bliver opfundet, men i ste-det for se på hvornår de bliver brugt. Han vil skrive historien om, så det bliver en brugerbaseret hi-storie om teknologi. På den måde vil vi få en anden opfattelse af det moderne samfund.
I den brugerbaserede historie over teknologi vil forskellige teknologier og opfindelser dukke op og forsvinde i en stor blanding, da vi både arbejder med og bruger gamle og nye ting. Nogle opfindel-ser vil altså glide ud, mens andre vil komme til. Hvis man skriver teknologihistorien om til en bru-gerbaseret historie, vil det blive en mere global og fyldestgørende historie, idet den inkluderer alle de steder i verden, som bruger teknologi, og ikke kun dem der opfinder det. Dette kan vise, hvad der er den vigtigste eller mest brugte teknologi i verden. Edgerton vil ligeledes gerne have, at historien indeholder udviklingen af forskellige teknologier, som f.eks. informationsteknologien, som strækker sig over telegraf, telefon, radio, tv og internet. Vi skal altså være bevidste om, at fortiden har en indvirkning på fremtiden.

Raymond Williams: The Technology and the Society
(Britisk teaterhistoriker og kulturkritiker (og marxist)).
Williams diskuterer hvorvidt teknologien er årsag til samfundsudviklingen, eller om teknologien er en effekt af samfundsudviklingen (”hønen-og-ægget-diskussion”). Ud fra denne diskussion giver Williams en kritisk analyse af tv’et som en kulturel teknologi. Herunder analyserer Williams, at tv’et bl.a. har ændret den sociale kommunikation, formen af samfundet pga. ny fysisk mobilitet, centraliseret holdninger, gjort mennesket passivt m.m. Han påpeger, at udviklingen nok havde været den samme uden tv’et – vi ville stadig blive manipuleret med og meningsløst underholdt, bare på en anden måde.
Han mener ligeledes, at der foregår en vekselvirkning mellem teknologi og behov. Udviklingen af teknologier bliver både udviklet som løsning på nogle særlige problematikker der opstår i samfundet, men er samtidig også med til at transformere samfundet. Han bruger blandt andet eksemplet med broadcasting af både tv og radio som et socialt produkt af et behov eller tendens i samfundet. Folks liv begyndte at blive mere mobilt, men alligevel var det private i hjemmet vigtigt. Tv’et kunne relativt billigt transmittere en begivenhed eller hændelse, men uden direkte betaling per seer i stuerne blev det alligevel dyrt, og et system som licens syntes nødvendigt. Diskussionerne omkring kontrol gennem licens er store og effekten af teknologi er et nyt og centralt socialt kompleks.