Medier, politik, offentlighed

Stig Hjarvard, ”Politik som mediemontage – om mediernes forandring af den politiske kommunikation”

Avisen – fra partipresse til omnibus

Massemedierne var i mange år, især i begyndelsen af 1900-tallet, præget af de politiske partier. Man havde et begreb, der hed 4 bladssystemet. Det betød, at aviserne typisk var tilknyttet et af de fire store partier: De Konservative, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Avisen var som sådan ikke en institution i sig selv, og den fungerede nærmere som en kanal fra partierne til vælgerne – og ikke som et massemedie, som vi kender det i dag. Udviklingen er dog siden mere og mere over til at skifte fra partipresse til omnibuspresse, som vi kender det i dag. Fordelen ved omnibuspressen frem for partipressen var, at man nåede ud til flere mennesker. Ulempen var derimod, at det svækkede det politiske aspekt, da aviserne også begyndte at indføre mere kulturelle og samfundsrelevante emner.

Radioens udbredelse

Radioen fik sit gennembrud i Danmark i mellemkrigstiden. I starten fungerede den som et fælles middel til kommunikation, og den var en vigtig del af udviklingen for omnibus-konceptet. Man taler om radioen, som det første talerør for hele nationen – både på tværs af klasseskel, køn, race, politiske opfattelser og geografiske forskelle. Med radioens gennembrud og direkte udsendelser, blev politikerne tvunget til at argumentere, da de nu for første gang kunne konfronteres med hinanden foran et stort publikum – altså lyttere. Tidligere havde det ikke på samme måde været muligt at stille spørgsmål, da de fleste holdninger kom frem gennem den trykte presse.
Politiske konflikter forsvandt dog ikke som følge af radioens udbredelse, men frem for bare at være en kanal for politikeres budskaber, fungerede radioen som et forum, hvor man kunne præsentere sine holdninger. Radioens og især Statsradiofoniens ambition var, at ”bringe folk op ad dannelsens og kundskabens trappestige”

Brud på Danmarks Radios monopol

I 1988 skete der et brud på Danmarks Radios monopol, og TV2 kom til som en konkurrent på TV-markedet. TV2’s ankomst betød, at der skete en stor ændring i måden, hvorpå medierne blev produceret. Medierne havde hidtil været afsenderstyret ud fra nogle principper om en samfundsmæssig og kulturel forpligtigelse. Tanken var, at man ville vise borgerne det, som man på redaktionen fandt vigtigt. Men med tilkomsten af flere medier, blev det nødvendigt at lave programvirksomheden modtagerstyret. Man begyndte altså at tage udgangspunkt i, hvad det var publikum interesserede sig for. Aviserne tog denne tendens til sig og der blev mere fokus op individet og forbrug, mens politik kom lidt i baggrunden. Denne ændring i massemediernes måde at producere indhold på betød, at publikum ændrede sig fra at være borgere, der fik bestemt oplysninger af medierne, til at være kunder, der selv kunne påvirke udvalget.

Citat fra Politikens chefredaktør – Tøger Seidenfaden: sendt ud til deres kunder i 1998

”Politiken er skrevet for dig, der synes, at livet skal leves hver dag – og som bruger fritiden aktivt og gerne vil have nye oplevelser. Næsten uanset hvad dit hjerte banker for, finder du det i Politiken, landets førende kulturavis. Vi kommer hele spektret rundt. Liv og død, bøger, film, arkitektur, sex, kærlighed, rock, mad, vin, mode, forældre, børn, samliv, underholdning, markedsføring, kunst, teater, rejser… og meget mere. Vi er sikre på, at du vil finde ny inspiration og gode idéer – og masser af kærlighed til livet i din avis”

Medier som politisk- kulturel – og medie institution.

Medierne har gennemgået en forandring fra at være rendyrkede politiske institutioner til at være dels kulturelle institutioner og medie instutioner i sig selv.

Medierne er dog ikke blevet til rene kommercielle virksomheder, på trods af skellet fra borger til kunde og fra modtager til afsender synet. De har klare kultur- og samfundmæssige forpligtelser, som de skal viderebringe til deres publikum. Medierne bliver i den forbindelse til leverandører af service til publikum, hvor deres service har to forskellige aspekter: dels som offentlige tjenesteydelser ( a la undervisning eller biblioteker) – dels som privat ydelse ( a la rådgivning og underholdning).

Det interessante heri er, at det er mediet som selvstændig aktør, der servicere publikum, og at det er selve kontakten mellem medie og publikum, der er en kvalitet i sig selv. Medierne bliver på den måde til selvstændige instutioner, der på afgørende vis regulerer individernes adgang til, og forståelse af, både dem selv og de andre samfundsmæssige institutioner, som de vælger at fremstille og publicere for publikum.

Mediernes rolle som politisk institution, begyndte med avisernes stadfæstelse i de politiske partier. De var dermed et redskab for politikerne til at brede deres budskab ud til befolkningen.

Det var entydigt politikerne, der valgte hvad avisen skulle bringe og man kan derfor sige, at det var politikerne, som havde magten over medierne på daværende tidspunkt.

Mediernes rolle udviklede sig til at være store kultur institutioner i takt med tv-mediets fremkomst og avisernes frigørelse fra de politiske partier. Et godt eksempel herpå er DR's radio og tv virksomhed frem til 1970'erne, som var én stor opdragende institution for befolkningen. Det var regulært OBS tv – oplysning til borgerne om samfundet, hvor DR udvalgte hvad borgerne skulle informeres og oplyses om. Med monopolbruddet og det øgede konkurrenceprægede tv i 1990'erne ændrede dette sig dog radikalt, og idag ser vi medierne som selvstændige institutioner, hvor eksempelvis tv'et har ændret sit fremstillingsformat til den omvendte OBS: Oplysning om borgerne til samfundet. Medierne bliver hermed til folkets røst, så at sige.

Mediernes selvstændighed gør, at de udfylder en ny politisk rolle i samfundet. De bliver til den såkaldte fjerde statsmagt. De er den instans, der på borgernes vegne kritisk overvåger den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Borgerne uddelegere magten til store kollektive institutioner og det er så mediernes rolle at sikre en demokratisk og offentlig kontrol med de kollektive magtorganer.

Medierne bliver forhandlere af det offentlige samtykke til politiske beslutninger. Det vil sige, at for at kunne handle politisk i dagens demokrati, må der nødvendigvis skabes opbakning til ens forslag, handlen eller holdning.

I et repræsentativt demokrati bliver man ifølge grundloven valgt ind i folketinget, og så snart man er valgt får man delegeret en autoritet og ret til at handle fuldstændig frit som man vil efter egen overbevisning. I princippet behøves politikerne ikke retfærdiggøre deres handlinger, før der igen er valg. For de er jo blevet valgt ind. Men sådan fungerer det bare ikke i et mediebaseret demokrati som vi har det i dag. For at kunne føre sin politik igennem i Danmark, bliver man nød til også at have det offentliges samtykke – og det får man gennem medierne.

Et eksempel på et emne, som har stor politisk relevans, men som der ikke er offentligt samtykke til, er den såkaldte ældrebombe. Snart i årtier har fremtrædende økonomer talt om nødvendigheden ved at hæve pensionsalderen på grund af de demografiske udfordringer Danmark står overfor i fremtiden. De meget store, ældre årgange vil skabe en enorm ulighed i forhold til de meget små unge årgange. Men ingen regeringer har gennem de sidste 20-15 år turdet røre dette politisk med en ildtang. Politikerne ved godt hvad velfærdssystemet betyder for danskerne, og de er sig udmærket bevidste om, at det er vil medføre et ramaskrig i befolkningen, hvis man ændrer radikalt på den danske pensionsordning. Det vil give dårlig presse gennem medierne, som vil resultere i en negativ offentlig samtykke og dermed umulig at gennemføre. På trods af nødvendigheden. Velfærdskommisionen fremlagde i 2006 en rapport der stærkt rådede til at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen betydeligt. Anders Fogh Rasmussens offentlige kommentar i medierne til det var ”at kommissionen måtte være politisk tonedøv.”

Resultatet blev at man indgik et forlig, hvor pensionsalderen blev hævet fra 65 til 67 engang i 2027. Langt nok fremme i tiden til, at det virker ubetydeligt for os unge lige nu til at vi kan forholde os til det og protestere. Samtidig bevirkede det at alle personer, som var mindst 48 år da forliget blev indgået, ikke blev ramt. Kernevælgerne for regeringen havde derfor heller ingen grund til at beklage sig. På den måde lykkedes det politikerne at ændre ved pensionsordningen, dog i et utroligt lille perspektiv, samtidig med at de fik det offentliges samtykke. Man kan så spørge sig selv, hvem der egentlig spænder ben for hvem her? Politikerne, der ikke kan røre ved en pensionsordning, der kræver reformation? Medierne, der søger den sensationelle historie og spænder ben for en forandring? Eller borgerne, der ikke giver offentligt sammentykke, til en plan, der egentlig er til gavn for dem selv og samfundet på længere sigt?

”En succesrig politiker”

Offentligt samtykke til politiske beslutninger

Vi har i DK et repræsentativt demokrati, dvs. vi vælger politikere, som repræsenterer netop vores mening. Ifølge grundloven kan disse repræsentanter frit tage beslutninger på borgerens vegne. De skal således først retfærdiggøre deres valg til næste folketingsvalg. Med det mediebaseret demokrati vi har i dag, kræves der dog fortløbende offentligt samtykke. Politikerne kan således ikke agere som de vil, men skal have et offentligt samtykke, som de ofte får gennem medierne og derigennem får vælgernes godkendelse af beslutningerne. Der ses altså en fremherskende ”offentlig mening”, som får betydning for beslutningsprocessen. Det er ikke længere tilstrækkeligt med ideologisk udgangspunkt, således at politikerne ikke kan nøjes med at argumentere for sine valg på baggrund af fx traditionel ”konservativ politik” men derimod tage deres valg på baggrund af saglig argumentation – vær gang!

Konsekvens af ”Offentligt samtykke”

Politikerne har mindre indflydelse på mediernes dagorden, da medierne ikke længere fungerer som kanal for politikerne. Derfor indrettes de politiske handlinger, så de bliver interessante for medierne. Målet bliver derfor at ”skabe nyheder” eller blot at ”komme i nyhederne”. Eksempel på dette kunne være Pia Kjærsgaard, som har en evne til både at skabe nyheder og komme i nyhederne.

I sidste uge kom hun med et forslag om, at alle paraboler skulle forbydes, så det ikke var muligt at se fx arabisk TV. Dette var formentlig ikke et reel politisk forslag (minus opbakning), men en måde at komme i medierne på – hvilket også lykkedes hende.

Succesfuld politiker?

Det ændrede mediebillede har resulteret i ændring i de roller, som politikerne optræder i. Fra et udgangspunkt i Erving Goffman udvider J. Meyrowitz hans teori således at der nu er: Middle region (samt forward frontstage og deep backstage). Det er på den nye middle region, at politikerne i højere grad skal kunne begå sig. Radio og tv afslører noget om den pågældende aktørs personlige egenskaber, som fx mimik, gestik, påklædning, nervøsitet osv.

Tidligere var en dygtig taler = dygtig politiker. Her var det altså tilstrækkeligt at være en dygtig taler (envejs). I dag handler det i højere grad om at mestre samtalen (sociale interaktion i mediet) = dygtig politiker. I dag er det altså i højere grad nødvendigt at kunne indgå i den sociale interaktion, fx journalist og politiker imellem.

Debat: Er det også tilfældet med Barack Obama?

I dag skal politikere fremvise deres personlige kvaliteter ved fx at deltagelse i talkshows, madprogrammer ”Til maddag hos” osv. og derigennem virke mere menneskelige og socialt imødekommende. Dette betyder ikke, at der skal være et fravær af politisk indhold men med et personligt præg.

Grænser for kontrol (John B. Thompson, 2001)

Øget synlighed for politikerne i medierne har skabt nye farer og dermed en ny form for skrøbelighed blandt politikerne. De forsøger at kontrollere synligheden, men får aldrig den fulde magt over den.

Thompson skelner mellem 4 former for hændelser/farer:

1) Bommerter og udbrud

Bommert er når en politiker ikke har kontrol over situationen (følelser, handlinger, ytringer). Bommerter har altid forekommet, men de nye medier giver mulighed for gentagelse, som fx youtube.

Udbrud er når en politiker ikke har kontrol over sig selv ved fx at beskylde journalister i et udbrud.

Politikerne vil som oftest forsøge at begrænse skadevirkningerne, og toppolitikere har professionelle ansat til bl.a. at begrænse skaderne.

2) Fejlslagen medieoptræden

Fejlbedømmelse af hvordan vedkommendes optræden vil blive modtaget. En optræden kan have en ønsket effekt, få den modsatte og dermed give bagslag for ophavsmanden. Se eksempel med Saddam Hussein der forsøger at berolige Vesten (p. 158).

3) Lækagen  (en lækker kage J )

En insider ”lægger” information eller fortroligt stof til fx pressen. Her er tale om, at privatstof bliver til offentligt stof. Dette kan være et problem, hvis personen bliver identificeret som kilde til lækagen.

Eksempel: En militær hemmelighed slipper ud til offentligheden.

4) Skandalen

I den medierede synlige tidsalder er det en yppig del af politik og dermed en erhvervsrisiko for politikerne. Den opstår, når aktiviteter som er blevet holdt skjult, pludselig bliver afsløret eller synliggjort og en række normer/forventninger dermed bliver overtrådt.

Eksempelvis underslæb, bestikkelse, utroskab hos toppolitikere osv.

Journalistens dobbeltrolle:

Medierne har fået øget indflydelse hvilket som nævnt har betydning for den politiske kommunikation. i samfundet.

For at handle demokratisk skal der skabes opbakning til handlinger og holdningerne bag. I et repræsentativt demokrati er det de valgte repræsentanter, som har autoritet til at handle efter egen overbevisning.

I et mediebaseret demokrati er det noget helt andet. For at handle politisk  skal der skabes offentligt samtykke til beslutninger, altså har denne offentlige mening en vigtig indflydelse på beslutningsprocessen.

Cook påpeger i teksten, at de politiske aktører må gå gennem pressen for at opnå indflydelse på den offentlige mening  Men politikernes kontrol og indflydelse på mediernes dagsorden bliver mindre og mindre. Derfor skal deres handlinger gøres mere interessante  at dække, i og med de skal ”skabe nyheder”.

Også nyhedsmedierne handler politisk. Journalisterne handler selvstændigt som formidlere. Man kan sige at journalisterne forhandler politisk samtykke (eller mangel på samme) på 2 måder :

1)   journalisten formidler politiske budskaber mellem de forskellige politiske aktører ; der enten direkte eller gennem at læse/se nyheder må reagere på politikeres udsagn.

2)   Journalister formidler budskaber mellem aktørerne og borgerne, dog formidler de ikke kun, de laver en repræsentation af argumenter og vurderinger, som derved kan blive til ”den offentlige mening” og derved skabe samtykke for politiske beslutninger.

Journalisten spiller altså en dobbeltrolle som formidler ; idet denne overfor de politiske partier skal repræsentere en almen interesse på vegne af befolkningen, men også foretage en repræsentation af modsatrettede synspunkter, altså konfrontere dem med oppositionens argumenter .

Journalisten er i centrum (se figur) og skal formidle resultatet af mødet mellem aktørerne; journalisten anses også som en forhandler i og med de politiske synspunkter, der kommer i avisen, kan ses som et forhandlingsresultat af journalistens formidlingsrolle.

   Den offentliges mening og dermed det evt. samtykke til pol. beslutninger skabes gennem forhandlingen på de to kommunikationsakser hvor journalisten er formidler mellem de forskellige parter. Det tager altså ikke kun udgangspunkt i journalistens syn, men afspejler sig i den tematisering, og vinkling som bliver sat.

   Medierne bestemmer ikke kun hvilke former den politiske kommunikation bør have, men har også opnået større kontrol over hvem der kommer til orde og hvor meget. Dermed reguleres de politiske udsagn og formes og skabes af medierne. Medierne citerer politiske udsagn, men samtalen skabes gennem mediernes egen montage til en ny helhed.

   I 1990’ernes journalistik var der større selvstændig journalistik samt vinkling (efter DR’s monopol i 60 og 70’erne). Nu foregår det på nyhedsmediets præmisser. Dette betyder dog ikke at det bliver mere kritisk, men at det bliver mere selvstændigt

   1990’erne opprioriterede journalister andre kilder end politikere i nyhedsmedier; almindelige mennesker. De skulle illustrere konsekvenser af det politiske system og deres beslutninger og derved gør det mere nærværende og konkret for seerne. Dette udsætter politikerrollen for konkurrence, og de må derfor gøre noget ekstra for at komme i nyhederne.

TV-journalisternes måde at anvende kilder: har ændret sig mht. følgende punkter:

-       tiden folk får lov at optræde i er mindsket

-       forøgelse af antallet af kilder – disse udsættes for en øget redigering

-       klipperytmen er forøget og den journalistiske redigering er forøget

Dette betyder alt i alt at det der bringes bliver et produkt sammensat af journalisten. I dag er journalistens rolle mindre at være formidler af kilders udsagn og mere at være selvstændig redaktør af nyhedsindslaget.

Diskussion:

Hjarvard påpeger, at medierne er en selvstændig institution, som spiller en selvstændig rolle for dannelsen af den offentlige mening om politiske forhold, hvilket er til gavn for demokratiet. Vi skal hilse den selvstændige journalistik velkommen og være glade for, at medierne ikke kun er talerør for politikerne.  Dog er det centralt at diskutere den øgede magt af medierne, og om denne lever op til at formidle den politiske meningsdannelse i samfundet. Hvem skal sørge for, at medierne overholder det ansvar de nu har forsvarligt?

Hjarvard mener dog, at det vil dog være et problem med en regulering, idet de skal udfylde deres demokratiske funktion og sikres ytringsfrihed. En måde at sikre en positiv udvikling er, at medierne selv udvikler et kodeks og har en åbenhed overfor befolkningen .

Derfor kunne man fx etablere et ”mediedemokratisk forbrugerråd” ? I hvert fald påpeger Hjarvard, at der er brug for en debat om den politiske magt, som medierne i dag har. 

- Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?

- Fører udviklingen af det mediepolitiske system til en personliggørelse af politikken, der kan undergrave demokratiet.

- Er det godt for demokratiet at der er størst mulig åbenhed i det politiske, økonomiske og administrative system? Er der en grænse?

- Hvem skal sørge for at medierne overholder det ansvar de nu har forsvarligt?