Vi har aldrig været moderne

Ved Bruno Latour

Den moderne kritiks magt

· De første naturlove tillod de første oplysningstænkere at nedbryde de menneskelige fordommes dårligt funderede prætentioner

· Man måtte adskille naturlige mekanismer fra menneskelige lidenskaber – alle de game tanker blev fejet af bordet.

· Den moderne forfatning skaber en ”fortid”, som der er absolut forskellig fra nutiden. De tidligere tanker var nu tåbelige.

· Naturvidenskaben: Hver gang en ny videnskab dukker op erfares den som revolution

· Hvis man er moderne, så håber man på denne revolution. ”Kun den er moderne som har håbet på morgengryet og blevet bevæget af dets løfter.”

· Skelet mellem materiel kausalitet (forholdet mellem årsag og virkning) og obskurantisme (Fjendtlighed over for oplysning og fremskridt) er stadigvæk den vigtigste kilde til den moderne harme/vrede. (indignation)

· Har du aldrig været optaget af skellet mellem det rationelle og irrationelle, mellem falsk og ægte viden, så har du aldrig været moderne.

· Selvom vi ikke kan stille noget op imod naturen, kan den dog gøres menneskelig. Naturen kan mobiliseres i sociale relationer, samtidig med at den forbliver fjern for os mennesker.

De modernes uovervindelighed

· Forfatningen har gjort de moderne overmenneskelige

· Hvis man kritiserer dem for at påstå, at naturen er en verden konstrueret af mennesker, vil de sige, at vi ikke kan stille noget op mod naturlovene, men at videnskaben blot er en måde hvorpå, de forsøger at nærme sig den/forstå den.

· Hvis man siger til dem, at vi ikke kan stille noget op i mod samfundets love, og at disse overskrider os, så vil de blot sige, at vi jo er frie – og at vores skæbne er i vores egne hænder.

· Ved at adskille politik og videnskab – og afstive fornuften med magten og magten med fornuften, vil de altid have ret. ß deres ”kritik”

· ”Kritikken vil le af fuld hals ad dem.” netop fordi, at de altid kan argumentere begge veje. De er ”uovervindelige.”

· De moderne sidder på alle magtkilder, på alle kritikmulighederne, men de forskyder dem fra instans til instans (Hvad der er belejligt for at kunne argumentere for sagen) så der er aldrig muligt at kunne påvise deres argumenter som fejlagtige.

Hvad forfatningen gør klart, og hvad den fordunkler

· Aldrig har en forfatning tilladt så store manøvremuligheder

· Hvis man forsøger at afdække de moderens metoder, afsløre deres tvetungede tale, vil man selv komme til at fremstå som værende moderne – man foretager selv et renselsesarbejde/bliver en kritiker.

· Bruno siger ikke, at de moderne ikke ved, hvad de gør – de nyopfinder i stor stil – men det, de gør, er kun muligt, fordi de fastholder den totale dikotomi mellem naturen og samfundets ordner. (intet kan tilhøre begge dele samtidigt)

· Moderniteten er ikke en illusion. – se Thomas’ tekst

· Forfatningen har givet de moderne modet til at mobilisere tingene og menneskerne i en skala, som de ikke havde vovet uden forfatningen.

· Skalaen består i: Vi kan ikke stille noget op i mod naturen – så længe den er mobiliserbar. Et frit samfund – så længe vi ikke kan stille noget op i mod lovene.

· Hybridisering: Tager argumenter fra naturlovene samt samfundslovene.

· De moderne tænker ikke over konsekvenserne af deres opfindelser for den sociale orden, hvorimod er de præmoderne er besat af tanken om forbindelse mellem natur og kultur.

· Tænker du for meget over hybriderne, så afgrænser du dem, men ignorere du dem ved at adskille hybriderne fra deres konsekvenser udvikles de.

· Hvad de præmoderne altid har nægtet sig, kan de moderne tillade sig, fordi den sociale orden aldrig svarer til den naturlige orden.

Demaskeringens endeligt

· Forfatningen regulere alle diskussioner og tjener som grundlag for den kritiske ånd, men samtidig giver den grobund for diskussion.

· Tager du harmen/vreden fra en moderne, så berøver du ham selvrespekten.

· Demaskere: afdække de sande beregninger under de falske bevidstheder

· De falske bevidstheder: Den måde, hvorpå man anskuede verden før.

· Man forsøger ikke længere af demaskere – at finde frem til det ”rigtige”/afsløre – nu finder man bare en ting at være harm over for, og så argumentere for det med den størst mulige lidenskab.

· I stedet for at udøver kritisk sociologi, begynder forfatterne lig så stille på kritikkens sociologi.

Vi har aldrig været moderne

· Postmodernismen er et symptom - ikke en løsning. Postmodernisme bruges ofte som en løsning på noget, der kan virke uklart.

· Vi forsøger ikke længere at blive endnu mere snedige, endnu mere kritiske – vi er ikke længere moderne, vi har aldrig været det. Moderniteten er aldrig begyndt.

· De postmoderne hævder at komme efter en epoke, som end ikke er begyndt.

· Den moderne verden er i princippet en verden, som bryder med fortiden, men har den egentlig brudt med fortiden? Er moderniteten bare en illusion, eftersom Bruno mener, at vi aldrig har sluppet det antropologiske matrix. (læren om mennesket)