Af Ulrik Beck, Wolfgang Bonss & Christoph Lau
Introduktion
Artikel er skrevet af 3 sociologer og udgør en ud af femten forskningsprojekter, der er på dagsordenen ved Reflexive Modernization Research Centre i München, Tyskland. De femten forskningsprojekter skal tilsammen kaste lys over 3 hovedområder:
1) Om den øgede akkumulation af viden i de moderne samfund skaber mere sikkerhed og en følelse af kontrol, eller om den skaber mere usikkerhed og tvivl.
2) En undersøgelse af hvorledes det enkelte individs øgede valgmuligheder påvirker dets livsbiografi og sociale position.
3) Hvordan forandringer i institutionelle og organisatoriske principper påvirker centrale institutioner i den 1. modernitet.
Reflexiv modernitet, som også kaldes den 2. modernitet, udspringer af det moderne samfund som kaldes den 1. modernitet. Når 1. modernitet når et bestemt stadie, vil den radikalisere sig selv og den 2. modernitet vil opstå. Den 2. modernitet repræsenterer en radikal ny (paradigme skift) måde at se på samfundet. Reflexiv modernitet og postmodernitet har mange fællestræk, men der er en klar forskel på dem. Postmoderniteten repræsentere et forfald af socialvidenskaberne, der ikke længere kan søge at forstå den uendeligt komplekse verden vi lever i. Den Reflexive modernitet erkender, at det ikke er længere er muligt for socialvidenskaberne at have det forkromede overblik over samfundet, men at det alligevel er muligt at forstå de nye tendenser og strukturer der udspringer af den nye realitet. Reflexiv modernitet søger altså at forstærke socialvidenskaben.
Hvad kendetegner 1. modernitet?
1) Samfund af 1. modernitet er nationalstater med veldefinerede geografiske grænser. Nationalstaten indeholder en række institutioner som fungerer som en integreret del af denne.
2) Samfund af 1. modernitet bryster sig af individualisering, som betyder at det enkelte individ er blevet tillagt en øget samfundsmæssig betydning. Men denne individualisering er kraftigt ”bundet” af sociale institutioner, så som de ulige vilkår for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. I praksis er individet på mange måder stillet som i de præmoderne samfund hvor status bestemmes ved fødslen.
3) Samfund af 1. modernitet er arbejdssamfund, hvor den enkelte borger har ret til et arbejde. Målet er fuld beskæftigelse bland borgerne.
4) Samfund af 1. modernitet ser på naturen som en uendelig ressource der skal udnyttes til at skabe vækst.
5) Samfund af 1. modernitet vægter den videnskabelige rationalitet meget højt. Videnskaben skal afmystificere verden og til sidst fuldstændigt kontrollere den.
6) Samfund af 1. modernitet er kendetegnet ved en differentieringsmekanisme, der søger at udspalte specialiserede undersystemer inden for alle områder. Dette skaber øget kompleksitet.
Sammenfatning:
Samfund af 1. modernitet består af en nationalstat og en række institutioner der er afhængige af hinanden. Der er en velfærdsstat, et politisk system forankret i sociale klasser, og en stabil kernefamilie med manden som forsørger. Disse institutioner bliver støttet af, og støtter et net af økonomisk sikkerhed som garanterer livslang beskæftigelse. Dette system gøres spiseligt og troværdigt for borgerne gennem en tankegang, der adskiller samfund/natur, etableret vide/tro, medlemmer af samfundet/ikke medlem af samfundet.
Hvorfor ændres den 1. modernitet?
Overgangen til den 2. modernitet sker på baggrund af en række uønskede bivirkninger ved den 1. modernitet. Disse bivirkninger udspringer fra nogle af grundidéerne i 1. modernitet, og består af den grænseoverskridende karakter af den globale markedsøkonomi, styrkelse af det internationale juridiske apparat, og den teknologiske revolution. Disse utilsigtede effekter munder ud i, at det 1. moderne samfund til sidst tvivler på dets egne grundlæggende værdier. 2. modernitet begynder således som et modargument mod 1. modernitet. Ændringerne fra 1. til 2. modernitet repræsenterer et paradigmeskift i socialvidenskaberne. Overgange til 2. modernitet er vanskelig, idet den er opstået ved at stille sig kritisk overfor den 1. modernitet, og endnu ikke har fundet sit eget ståsted. Det er ved dette brud at postmodernisterne vil stoppe op, og mene at der nu kun hersker kaos. Fortalerne for den reflexive modernitet mener, at det er nødvendigt at prøve at genopbygge den sociale videnskab fra bunde, så det bliver muligt at forstå nogle af de processer der dominere den 2. modernitet. Refelxiv modernitet skal forståes som: ”not an increase of mastery and conciousness, but a heightened awareness that mastery is impossible”. Fortalerne for den reflexive modernitet anerkender den nye kompleksitet, men mener ikke, at man skal opgive socialvidenskaben. Man må blot konstatere at det forkromede overblik ikke længere er muligt.
Nogle dynamikker i den 2. modernitet?
Det er ikke muligt at opstille en række prænisser for den 2. modernitet, idet de endnu ikke er kendte. Den 2. modernitet skal først finde sine egne ben at stå på. Det er derimod muligt at redegøre for en række dynamikker eller strømninger.
1) Globalisering gør nationalstaten overflødig.
2) Den fortsatte individualisering skaber endnu ukendte sociale former.
3) En vigtig effekt af denne individualisering er ændringen af kønsroller, der nu ikke længere hviler på et urokkelig grundlag, men skal etableres performativt af det enkelte individ. Dette ændrer den indre dynamik i familier, og skaber ”The Normal Chaos of Love”.
4) Den stærke tilknytning til arbejdsmarkedet er ikke længere så vigtig, idet status, forbrug og social forsikring ikke længer af afhængig af en høj indtægt.
5) På baggrund af den truende økologiske krise, er det ikke længere muligt at se naturen som en uudtømmelig ressource.
6) I den 2. modernitet tror man ikke længere på at videnskabelig rationalitet er den eneste sande form for erkendelse. Man begynder at interessere sig mere for videnskabsteori for derigennem, at nå frem til nye former for erkendelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar